Jeg er ikke alene

Jeg ved ikke, hvor mange af denne blogs læsere, der af og til tjekker kommentarerne til mine indlæg, så derfor vil jeg poste denne fantastiske lille anekdote, jeg har modtaget fra en lidelsesfælle i Norge. Det er min i øvrigt danske kammerat, Anax, der er bibliotekar i Stavanger, som svinger sin gudsbenådede pen.

I al sin gru og totalt uden aftale om copyright bringer jeg hermed hans ubetalelige indlæg:

En lille solstrålehistorie fra i fredags i det Stavangerske til at muntre dig op:

Hvalformet, prustende kvinde (på tyk tromsø-dialekt, efterfulgt af en rullende luftbåren bølge af kropsligt forfald): "Der står 'I USTAND' ('virker ikke') på udlånsautomaten, men ligegyldigt hvad jeg gør, kan jeg ikke få den til at virke"

Mig: *Facepalm*

Det hører med til den lille anekdote at hun nok heller ikke havde fået maskinen til at virke, selvom den faktisk var fuld kampdygtig, da hun med vold og magt havde presset sit lånekort ned i sprækken, hvor kvitteringen kommer ud... Du er ikke alene.

Dansenegeren er vendt tilbage

I dag så jeg hende igen. Dansenegeren. Hun er vendt frygteligt tilbage uvist af hvilke årsager.

Hun havde ellers til min udelte begejstring proklameret sin afsked med Danmark for nogle uger siden med planer om aldrig at vende tilbage. Ja, jeg havde endda personligt modtaget hendes lånerkort, som hun ALDRIG skulle bruge mere, og med størst mulig nidkærhed destrueret det. Men ak, the Lord taketh away og så giveth the Lord fandenedme tilbage igen! Det er som at læse Bibelen bagfra - ondt og uhelligt.

Jeg dækkede for en kollega i en frokostpause, og i de 30 minutter henvendte min sorte, spansktalende Nemesis sig tre gange og formåede i øvrigt at virke umådeligt generende ved at sidde og skraldgrine højlydt af videoer på YouTube.



PS: Hvordan kan det være, at Borgerservice udstyrer psykisk syge mennesker, der lider af ekstrem paranoia rettet mod amerikanske internetterrorister, med en digital signatur og sender dem på biblioteket for at blive oplært, når staklerne ikke tør åbne deres mails, fordi de føler sig overvåget?

FOR HELVEDE! Det var dét, jeg sku' ha' sagt

Truet med kvælning. Uuuuh, drama!

I dag på jobbet kom hende den virkelig nasty, midaldrende drankerkvinde ind på biblioteket. Hun havde i vanlig stil taget makeup på med en barberkost, så det smukt dækkede hele ansigtet indtil flere gange. Hun er et af de få mennesker, der kan se lurvet ud i en pels.

Nå, men eftersom hendes taske ikke klirrede, da hun først stavrede forbi mig, tænkte jeg, at hun nok var på crack eller - chancen var godt nok lille - ædru. Hvorvidt hun havde hard drugs i blodet, skal jeg ikke kunne sige, men jeg skal sandelig love for, at jeg fandt ud af, at hun ikke var sober.


Hun kontaktede mig første gang, da jeg gik forbi hende ved kopimaskinen. Hun skulle have en farvekopi, men hun havde besvær med at få maskinen indstillet. Hun hamrede en stiv pegefinger ned i glasdisplayet på maskinen gentagne gange, indtil jeg bad hende stoppe. Så beordrede hun mig til at indstille den. Som sagt, så gjort.

- Er den indstillet nu? snøvlede hun.
- Ja, værsåartig.
- Så tryk på knappen, fortsatte hun.
- Nej, du må selv tage dine kopier. Den er klar nu.
- Hvis der kommer sorthvide kopier ud, kvæler jeg dig.
- ...

Altså... Alle disse idioter.

Jeg skred fra hende og fortsatte mit arbejde, indtil hun pludselig plantede sin store, sumpede drukmås i stolen foran mit skrivebord. Hun ville nu have, at jeg skulle hente månedens bog til hende. Jeg spurgte, hvad det drejede sig om, og hun hævdede, at vi havde skrevet et brev til hende om månedens bog. WTF? Hun var kogt mere op på goofballs end sædvanlig, og hun var tilmed meget aggressiv i sin retorik.

Efter lidt palaver, hvor jeg af mit hjertes godhed i øvrigt havde røget fredspibe og faktisk lod hende bruge mig som sit verbale pishus uden at gøre indsigelser, kom hun til den erkendelse, at vi nok alligevel ikke havde skrevet til hende om månedens bog, men at hun nærmere havde læst mit biblioteks indlæg i lokalavisen om månedens forfatter. Så langt, så godt.

Hun ville nu have mig til at hente bogen til hende, og her kørte samtalen igen af sporet. Hun var tilbage i månedens bog, og vi havde en udstilling med 20 bøger af månedens forfatter, så jeg kunne dårligt hente en bestemt bog til hende, når hun ikke kunne forklare mig, hvilken det drejede sig om. Hun blev stadig mere ophidset, og da jeg bad hende følge med de femten meter ned til udstillingen og selv vælge bogen, sagde hun, at hun var træt, så jeg kunne godt smutte hen og hente den til hende. Jeg forsøgte flere gange, og hun endte med at råbe, at jeg bare skulle se at få hentet den bog til hende.

- Så! sagde jeg, nu stopper vi her. Enten må du følge med til udstillingen, eller også ender vores samtale her, og jeg kan gå videre i mit arbejde.

Det fik hende til at rejse sig og skrige ad mig, men jeg sagde med bestemthed, at samtalen var ovre, hvorefter jeg fik en temmelig uforståelig svada, og hun zigzaggede mod udgangen.

Af og til tager jeg mig i at ønske mig en peberspray eller et koben. Bare et eller andet der kan få spassere som hende til at knytte sylten og blive mig fra livet.

Slottet brillerer igen

Slottet (it-leverandøren til min arbejdsplads - se tidligere blogs) har begået endnu en perle.

I fredags gik en meget vigtig computer ned og var umulig at få liv i. Jeg ringede straks til Slottet, som indså, at den ikke stod til at redde. De lovede at levere en ny, og jeg indskærpede dem, at det her var en hastesag, da det drejede sig om en af computerne i vores ekspedition, og de er konstant i brug. Slottet lovede at levere inden for to dage.

I dag onsdag ringede jeg til dem igen for at høre, hvad der blev af den nye computer. Jamen den var i gang med at blive klargjort, men de ville lige undersøge sagen og ringe tilbage hurtigst muligt. Allerede fem timer senere modtog jeg et opkald fra dem. De ville levere computeren om eftermiddagen, når det nu var en hastesag, og det var jo glimrende.

Den i øvrigt vældigt høflige repræsentant for Slottet indfandt sig og installerede computeren. Det gik helt suverænt, og vi var alle slået med undren over hans effektivitet. Det kunne jo næsten ikke passe, at der ikke gik noget galt. Det gjorde der så også. Heldigvis, fristes man til at sige, for ellers ville vores verdensbillede krakelere.

Den nye computer havde intet stik til vores håndscanner, som var det sidste, staklen skulle installere. Den håndscanner bruger vi mange hundrede gange om dagen, så vi slipper for at skulle taste brugernes cpr-numre ind manuelt. For helvede, mand. Det er typisk Slottet. De aner intet om at levere service til bibliotekerne, der på så mange områder adskiller sig fra resten af kommunens virksomhed. Nu står vi uden scanner de næste dage, og det er forbandet irriterende, at vi skal sidde og taste de skide numre ind manuelt. Det er et stort ekstraarbejde, men det værste er tanken om, at kommunen betaler sikkert uhyrlige summer for et serviceprodukt, der lige så godt kunne varetages af katten, for niveauet er horribelt.

Jeg erklærer hermed mit uforbeholdne, glødende, mest indædte had til Slottet. Har jeg gjort det før? Okay, så må vi tage skridtet videre og nedkalde en forbandelse af en art. Noget der gør sindssygt naller.

Jeg elsker amerikansk porno... eller politik...eller... fuck, mand, det er jo alligevel det samme

Jeg er normalt modstander af at lukrere på andres fantastiske idéer, men i dette blogindlæg er jeg ganske enkelt nødsaget til at vise andres arbejde, da det er af en kaliber, jeg aldrig kan gøre mig forhåbninger om at kunne matche.

Ifølge Ekstra Bladet udkommer der kort før det amerikanske præsidentvalg en pornofilm med en Sarah Palin look-alike. Selve konceptet er naturligvis fantastisk, men selv det blegner sammenholdt med dialogen i filmen, der knejser i ensom majestæt over samtlige dialoger i alle verdens film. Læs blot denne sekvens, der er hentet fra en artikel i Ekstra Bladet. Vi kommer ind i en scene, hvor Sarah Palin får en håndværker på besøg:

Palin: Wauu, du er jo udstyret som en elg.

Håndværker: Jeg er større end en elg. Ligger du inde med nogle kondomer?

Palin: Nej, men det er okay, jeg har allerede taget en fortrydelsespille.

Kors i røvhulshullet, mand. Det er den fineste dialog, jeg nogen sinde har læst. Jeg er helt skør efter at se filmen for dens kunstneriske kvaliteter, selvom jeg bliver nødt til at bortvende mit uskyldige blik, når der går dampende abesex i den.

Det er naturligvis pornoprovocateur nummer ét, Larry Flynt, der står bag filmen, og han er totalt i sit es, når han kan skabe røre i den amerikanske andedam.

Larry Flynt, min helt


Alt amerikansk kommer som bekendt til Danmark. Først var det jitterbug, så anal-to-mouth og i disse år går underlødige programmer som Vild med dans og Idols deres sejrsgang over de danske tv-skærme, så hvorfor ikke også en pornografisk fremstilling af lobbyismen på Christiansborg?

Jeg skal ikke kunne sige mig fri for at mærke en prikkende fornemmelse i testiklerne ved tanken om Birthe Rønn Hornbech (portrætteret af Margrethe Koyto fra Taxa) i hed omfavnelse med Mogens Camre (portrætteret af... ja, Mogens Camre).

Birthe: Ih du milde, du er jo udstyret som en kalkun. En vild kalkun altså.

Mogens: Jeg er større end en kalkun. Ligger du inde med nogle gummimænd?

Birthe: Nej, men det er okay. Jeg føder bare i dølgsmål. Stig på, Gestapodreng!

Fysiske medier? Ud med det gamle lort!

Jeg har nu taget det skridt, jeg har lagt an til i årevis. Jeg vil udrydde fysiske medier fra mit liv.

I dag har jeg smidt en masse bøger, videofilm og papirmateriale ud. Dog har jeg gemt 10-12 bøger, som kan understøtte min facade som dannet menneske. Mine cd'er og lp'er er også røget i skraldespanden. De stod bare og samlede støv og fyldte op. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har hørt dem, for jeg har jo alt liggende elektronisk.

Jeg ser virkelig frem til den dag, hvor vi slet ikke bruger den slags fysiske medier mere. De er efter min mening spild af god plads, selvom jeg da godt kan se charmen ved en bog i stedet for en e-bogslæser.

Det er nu en herlig befriende følelse sådan at kaste et gammelt århundredes åg af sig.

Verdens irriterendeste neger

Ja, IRRITERENDESTE!!!!!1!!!one!!! Jeg har simpelthen været nødt til at opfinde et nyt ord på grund af hende.

Hun indfandt sig på biblioteket og henvendte sig straks på den dér krævende jeg-forstår-ikke-engelsk-så-jeg-skal-have-hjælp-til-alt-facon, selvom hun dog ingen problemer havde med at gøre det klart, at hun ville låne en computer i to timer. Fint nok, det skaffede jeg hende, og så bad hun om høretelefoner. De var dog i brug, og så ville hun have mig til at love, at jeg ville give hende dem, så snart de blev indleveret igen. Jeg sagde, at det ville jeg forsøge at huske, men at hun også godt lige måtte kigge forbi mig af og til, i fald jeg skulle glemme det.

-"No no, you remember," sagde hun.
- "I will try," svarede jeg.
- " No no, you REMEMBER!"

Jeg huskede imidlertid hendes behov for høretelefoner og bragte hende dem beredvilligt, så snart de blev indleveret. Hun gik straks i gang med at se musikvideoer på YouTube med musikken så høj, at alle omkring hende kunne høre det, selvom hun havde høretelefoner på. Det gjorde det ikke bedre, at hun sad og dansede og sang med. Hun virkede helt åndssvag.

Da der var gået fire timer, bad hun mig om to timer mere ved computeren. Der var mange andre, der gerne ville til, så jeg fortalte hende, at hun i forvejen havde siddet en time mere end normalt tilladt, så nu var det slut for i dag, og det accepterede hun modvilligt. Jeg havde dog ikke fidus til hende, så jeg orienterede lige mine kolleger om situationen, inden jeg gik ind på kontoret.

Tre minutter senere blev jeg kaldt ud, fordi kvinden hævdede, at jeg havde lovet hende ekstra tid, og det ville de naturligvis ikke give hende. Jeg gik over til hende og fortalte hende, at det var noget pjat at sige den slags, for hun kendte jo udmærket min holdning til sagen.

-"But your colleague said I could have one more hour."

WTF? Hun stod og løj mig lige op i fjæset. Den kollega, hun refererede til, var netop den kollega, der havde hentet mig, fordi den mørke kvinde havde nægtet at godtage et nej.

-"No she didn't," sagde jeg blot og så på hende.
-"Yes."
-"No, you listen now..." sagde jeg og forklarede sammenhængen, men blev hurtigt afbrudt af, at hun ikke forstod mig. Det gør den slags hustlere sjældent, når de forsøger at snyde.

-"Is possible computer? Yes possible? No possible?"
- "NO POSSIBLE! Aaaargh."

Så gik hun endelig. Kors i røvhulshullet, hvor jeg hader disse idioter, der tror, at de kan slippe afsted med at spille me-no-speak-english og stikke en løgn lige ud i synet på mig.

Nigras! Jesus fucking Christ...

Firefox vs. Internet Explorer

Jeg har netop konstateret, at min blogs udseende varierer lidt fra Firefox til Internet Explorer. Hvor er det dog forbandet irriterende.

Jeg har rettet de seneste indlæg til at passe med Explorer, men fremover bliver Firefox min foretrukne browser, da det er den, jeg selv anvender, og desuden er den også tusind gange federe. Gad vide, hvordan bloggen ser ud i Google Chrome, som jeg netop har taget mig sammen til at downloade og installere? Hmm...

Nå ja, nu ved I, at Firefox er the shit, så skynd jer at skifte, hvis I ikke allerede har gjort det.

Nyt fra Slottet

Siden jeg sidst bloggede, har Slottet (min arbejdsplads' udbyder af it-service - ikke at forveksle med vores egen it-afdeling) tre gange deaktiveret min konto og i øvrigt også haft den kalenderlagt til total sletning af uforklarlige årsager

Jeg gad sådan set godt se medarbejderstaben på Slottet.

European Poker Tour, Barcelona - Finaledag og hjemrejse

Jeg nåede hjem til hotellet kl. 05.30, stod op kl. 07.15, sprang hurtigt i bad, pakkede og satte kursen mod lufthavnen i en taxa. Jeg ville være i god tid og undgå at gentage desperationen fra Kastrup Lufthavn.

Jeg nåede frem, fandt min kø til check-in og satte gang i min mp3-afspiller. Jeg kiggede tilfældigt op på listen over flyafgange og kunne sjovt nok ikke finde min afgang. Jeg tjekkede tidspunktet, og det passede. Datoen? Ja, det var godt nok den 14. Hvorfor var flyet der så ikke på oversigten? Så opdagede jeg katastrofen. Min chef havde ved et uheld booket fly til den 14. oktober og ikke til den 14. september. PANIK!

Jeg spænede over til billetkontoret og bad om at få min billet ændret. Intet problem lød meldingen. Det var nemt gjort formedelst et gebyr på sølle 54 euro. Jeg stak fyren i lugen mit VISA Electron, men det kort tog han ikke, sagde han. Jeg kunne dog prøve diverse hæveautomater i lufthavnen. Jeg fandt tre automater, men alle afviste mit kort. Aaaaargh, hvad skulle jeg gøre? Jeg ringede hjem til min chef på pokermagasinet, der kunne give mig oplysninger nok til, at fyren i lugen kunne hæve på det kort, min oprindelige billet var købt med. Med fem minutter til afgang spænede jeg nok engang gennem lufthavnen og nåede i allersidste øjeblik på flyet.

Da vi lettede havde min pille endnu ikke haft sin virkning, men det var heller ikke nødvendigt. Min næsten buddhistiske sjælero fra første flyvetur indfandt sig øjeblikkeligt, og jeg faldt hurtigt i søvn. Det var rigtig rat, og turen førløb fint. Omtrent kl. 15 ramte jeg Kastrup og skyndte mig hjem for at se PokerStars tv, hvor Martin skulle spille om de kr. 10 millioner. Der var kun én blogger tilbage i Barcelona, for der krævedes ikke mere for at dække et enkelt spillebord. Jeg var lidt misundelig på ham, for jeg kunne godt tænke mig at have været der – ikke mindst til at fejre Martin, for han havde gjort det godt, uanset hvordan finalebordet måtte ende, og han havde nok givet en flaske champagne på den seje natklub Opium, som ligger lige bag Gran Casino.

Desværre var Martin uheldig, da Jason Mercier rykkede ind med 66 mod Martins par i tiere, og selvom Martin havde 80% chance for at vinde hånden, måtte han se sig slået og dermed i fare for at ryge ud. Hans uheld sendte ham på tilt, så han faktisk lavede en fejl, der kostede ham sine sidste chips. Surt for Martin, der endte som nr. 8, selvom han startede dagen som chipleader. Ikke desto mindre vandt han i omegnen af en million kroner, og det er trods alt også en slags penge, så mon ikke han fejrede det alligevel, da skuffelsen havde lagt sig? Det håber jeg. Jeg har ikke hørt fra ham endnu, men det gør jeg nok. I hvert fald sendte jeg ham straks en mail. Han spillede skide godt, han var super flink og sympatisk uden at skulle gøre sig selv interessant, og så var han sådan set bare Martin hjemme fra vejen.

Turen til Barcelona var en oplevelse for livet, og jeg håber i dén grad, at jeg kommer af sted igen. Mine blogkammerater var super, spillerne herlige, omgivelserne imponerende, og stjernerne venlige og imødekommende. Hvis jeg en dag tager til en af de store turneringer igen, håber jeg blot, at jeg også selv får tid til at spille lidt, for det var der ikke tid til denne gang. Desværre.

Dreng out!

European Poker Tour, Barcelona - Dag 3

Lørdag var dag 3, og Martin var stadig med. Han spillede rigtig godt, så det var fuldt fortjent. Vi hyggede os stadig, og snart var der kun ham og Jonas Klausen tilbage af de 20 danskere. Der skulle spilles ned til finalebordet.

Det var også dagen, hvor presserummet blev delt i to. PokerStars, som var arrangør af hele turneringen, optog en tredjedel af lokalet med deres tv-udstyr, så vi andre måtte klemme os sammen på næsten ingen plads. Det var irriterende, men det lykkedes os alligevel at tiltuske os tre pladser, selvom vi kun var blevet tildelt én.

Vi var nu på kabler, for det trådløse netværk havde sat ud dagen i forvejen, og det var sådan set fint nok. Vi bloggere fra alle lande var flinke til at låne hinanden forbindelser, når det krævedes, for ikke alle havde fået en plads til deres pc’er, men måtte sidde med dem i skødet i sofaerne.

Dagen havde i øvrigt budt på eliminationen af danske Jens Kläning, og det var også en grim affære. Han havde skubbet sine chips til midten mod en italiener, og meget uheldigt blev han trukket ud. Italienerne gik agurk nok engang, og Jens måtte skubbe en af dem i brystet for ikke at blive væltet ind over bordet. Han var helt rød i hovedet af vrede, og jeg råbte til italieneren: ’What kind of behavior is that?!?’ The tournament director hørte mit råb og gik straks over til os. Han var en meget myndig mand, høj, mørk og ulasteligt påklædt i jakkesæt. Han sagde med en sjældent stærk stemme til italieneren: ’What are you doing? This man just lost a big pot. APOLOGIZE TO THE GENTLEMAN! IMMEDIATELY!’ Italieneren blev forlegen og mumlede noget, men det var tydeligt, at han var pisse fucking ligeglad. Min begejstring for italienere kan ligge på et meget lille sted efter denne turnering. De havde absolut ingen pli eller respekt for noget som helst.

Jonas Klausen røg som nr. 14 eller 16, så kun Martin var tilbage. Alle ville gerne være blandt de sidste 8 på finalebordet, så spillet begyndte at gå langsomt. Da uret rundede midnat, var de 9 tilbage, og spillet gik nærmest i stå. De foldede konstant, så der var stort set intet spil. Det satte store krav til os bloggere, der skulle forsøge at give læserne derhjemme noget at se på. Vi lavede en masse skægge indlæg og skrev de små få nyheder, der nu var at skrive, ligesom vi lavede konkurrencer blandt læserne. Jeg synes faktisk, at vi klarede det ret godt. Kl. 03.30 havde vi siddet i mere end tre timer uden nævneværdig action, men så var der en fyr, der gik all in, og hele presserummet jublede, da han røg ud. Vi ville bare hjem og sove, for det havde været en hård dag. Martin lå nr. 1 blandt de sidste, så der var lagt op til et med danske øjne set spændende finalebord med en udbetaling på mere en kr. 10 millioner om søndagen. Finalebordet ser således ud. Det er Martin med den røde kasket.

Vi tog dog ikke hjem lige med det samme. Først gik vi i kasinoets restaurant med Kipster, der stadig var i kasinoet. Her spiste vi et måltid og drak et par øl, mens Kipster fortalte røverhistorier. Det var enormt hyggeligt. Selv drak jeg dog ikke øl, for jeg vidste, at jeg søndag skulle voldsomt tidligt op og i øvrigt spise en angstdæmpende pille pga. den forestående flyvetur hjem, og de piller må ikke blandes med alkohol.

European Poker Tour, Barcelona - Dag 2

Der var danskere, der havde overlevet til dag 2, og dem skulle vi nu følge denne fredag. Martin var en af dem, og det var totalt fedt. Han var en dark horse, som ingen regnede med, så derfor var det jo cool at skrive om ham. Vi talte meget i pauserne og også under spillet, og han var både god til og ivrig efter at fortælle, hvordan det gik. Ikke sådan påtrængende, blærerøvsivrig, men entusiastisk ivrig. Det var super cool.

I pauserne hang jeg også ud med Michael Keiner og talte en del med ham. Det var faktisk først sent på aftenen, at jeg fandt ud af hans navn, og at han er den bedste tyske pokerspiller overhovedet. Vi havde bare hyggesnakket om turneringen i løbet af de seneste par dage, og på den måde havde jeg etableret samtaler med ham uden at virke som en desperat journalist. Det var rigtig fedt, og jeg interviewede ham efterfølgende flere gange, fordi han sad til bords med danske spillere. Her ser i ham på et billede fra verdensmesterskaberne i 2007, hvor han netop har vundet en turnering.














Dagen bød på megen god poker, og vi ramte også boblen. Det kalder man det, når man kommer til det tidspunkt, hvor spillerne begynder at få udbetalt præmier. Der var penge til 64 af de 619 spillere, så det var surt at blive nr. 65. Mindste udbetaling var omtrent 12.000 euro, så det var surt at blive bubble boy (den spiller, der bliver slået ud lige før pengene).

Jeg blev udvalgt som ham, der skulle tage et billede af den uheldige stakkel til vores blog. Jeg stod blandt tonsvis af journalister og håbede på, at jeg ville være i nærheden og kunne få en god plads, når en eller anden uheldig stodder skulle forlade turneringen på den sureste plads af alle. Jeg følte mig som en grib, ligesom jeg tidligere havde følt det, når en dansker havde meget få chips tilbage og det så sort ud, for så skulle jeg jo interviewe vedkommende, når han endelig blev slået ud. Presseopbudet omkring et bord, hvor en spiller risikerer at ryge på boblen, ser således ud.















Hvorom alting er, så hørte vi pludselig det kendte råb fra the tournament director: ’All in and a call.’ En vel 20-årig brasiliansk spiller havde skubbet sine sidste chips til midten mod en italiener. Hele pressekorpset skyndte sig derhen og omringede bordet. Brasilianeren blev slået ud, og her blev jeg overrasket over italienernes dårlige opførsel.

Jeg havde tidligere set både italienske spillere og det italienske pressekorps råbe og skrige, når en italiener vandt en stor pot, og det er der sådan set ikke noget i vejen med. Blot var de simpelthen for meget og mindede om stive fodboldfans. Der var ikke meget gentleman over deres opførsel, og på boblen gik det helt galt. En italien sprang frem og skubbede den stakkels bubble boy til side for at omfavne sin kammerat ind over bordet. Italienerne skreg af glæde, og staklen listede forsigtigt væk – dybt skuffet uden præmie. Jeg gik over til ham, sagde ’you did good’ og nikkede, hvorpå han stak mig næven og gik langsomt ud mod toiletterne. Han trængte til at være alene og måske græde lidt. Jeg følte stor medlidenhed med ham.

Her ser i brasilianeren, som jeg skamløst tog et billede af. Jeg var jo trods alt på arbejde.















Da dagen var til ende omtrent kl. 03, var der kun få danskere tilbage. Bloggen havde været rigtig god, syntes vi, og hele dagen havde jeg siddet ved siden af den italienske blogger Alice fra Bologna, der var skide sød. Vi talte rigtig meget sammen, og hun er jo suverænt lækker, så det gik strygende. Hun spurgte i øvrigt efter min Messenger-adresse, for hun kunne nok godt se, at jeg er kokain med tøj på, og at det gælder om at score mig hurtigst muligt. Vi hyggede os i hvert fald. Det er i øvrigt hende på billedet (og det er min hånd om hendes talje).

Drengene og jeg gik i baren og drak nogle øl, hvorefter jeg tog turen tilbage til hotellet, smed computeren og gik på gaden. Der skulle ske noget, for den sidste nats gode, lange søvn og dagens succesfulde blog havde givet mig masser af energi. Jeg drønede ned til den første, den bedste pakistaner med en sixpack og købte den. Dernæst gik jeg over til en stor plads, hvor der var masser af unge spaniere samlet. De var ret stive, og jeg delte gladelig ud af mine øl. Det var dog de færreste, jeg kunne tale med, for spaniere er simpelthen så ringe til engelsk, at det er en gru. Der var måske to ud af de tyve, der kunne føre en samtale, og kun et par stykker mere kunne forstå det mest simple engelsk. Skrækkeligt.

Nå, men det var såmænd hyggeligt nok, men jeg besluttede mig for at gå lidt videre og forhåbentlig møde nogle engelsktalende turister samt købe nogle flere øl. Som sagt, så gjort. Jeg kom til en stor gade, som, jeg formoder, var Las Ramblas, og her var der alt, hvad hjertet kunne begære. Klokken var efterhånden blevet halv otte, og jeg måtte tænke på at komme i seng, men jeg drak lige en øl med et par totalt fulde englændere, og det var skide sjovt.














Da de smuttede, kom en gadeluder hen til mig og tilbød mig et blowjob for 10 euro. Hendes stemme var mistænkelig dyb, og jeg tror faktisk ikke, at hun havde øjenbryn, for de så ud til at være malet på. Jeg takkede pænt nej og gik videre, mens hun kaldte mig bøsse og fortalte, at jeg ikke anede, hvad jeg gik glip af. Det tror jeg nu nok, at jeg gjorde. Jeg gik glip af AIDS, leverbetændelse, kønsvorter, pest, SARS og en grim snue. Den næste prostituerede, der antastede mig, var i noget bedre form, men jeg nærer en grim fordom overfor afrikanske piger, der tilbyder mig at assrape dem for vildt i en gyde for næsten ingen penge, så selvom hun tog mig i skridtet (mine hænder var instinktivt røget op på baglommerne, hvor jeg havde pas og penge), måtte jeg skuffe hende. Jeg ramte hotellet og lagde mig til at sove en skæg morgen rigere.

European Poker Tour, Barcelona - Dag 1B

Kl. 14.30 torsdag indfandt jeg mig i kasinoet igen til dag 1B. Bloggen startede kl. 15, og jeg var noget smadret. Ikke pga. øl dagen før, men mine lår gjorde nas. Vi havde jo benet rundt i kasinoet fra kl. 17-03 dagen før, og selvom jeg er vant til at gå en hel del i forbindelse med arbejdet på biblioteket, så var det her i særklasse hårdt. Dagens blog blev ikke helt så god som natten før, men den var stadig acceptabel.

Da vi sluttede kl. 03, drak jeg en enkelt øl med de andre og tog så hjem for at sove igennem. Det havde været en god dag, hvor jeg mødte flere verdensstjerner og talte med nogle af dem. Af de mest kendte kan nævnes Scotty Ngyen (vinder af $50.000 H.O.R.S.E), Freddie Deebs (regular i Bobby’s Room på Bellagio), Michael Keiner (kæmpe tysk berømthed), Annette Obrestad (vinder af WSOPE 2007), Daniel Negreanu (mega berømthed), Michael ’The Grinder’ Mizrachi (super spiller) og Greg Raymer (verdensmester 2004).

European Poker Tour, Barcelona - Dag 1A

Jeg landede i Barcelona omkring kl. 15 og tog så en bus ind til midtbyen, hvor jeg fandt en taxa til hotellet. Det var et glimrende hotel, totalt lækkert placeret lige ved Las Ramblas og omtrent 10 minutter i taxa og 30 minutters gang fra kasinoet.















Jeg smed min bagage og greb blot den bærbare pc og skyndte mig til Gran Casino. Der fik jeg lynhurtigt min presseakkreditering godkendt og fandt mine to kolleger fra bladet i presserummet.














Presserummet var et barlokale, hvor omtrent 75 pressefolk havde deres gang. Alle sad med bærbare pc’er koblet på det trådløse netværk, og der var rigtig god stemning. Turneringen var netop gået i gang, da jeg mødte op, så der var en farlig renden frem og tilbage mellem spilleområde og presserum. Stemningen pressefolkene imellem var mægtig, og vi hyggede os maksimalt, selvom vi arbejdet var hårdt. Der var fri bar, så vi kunne blot forsyne os med alskens drikkevarer. Vistnok også øl, men vi fra Danmark drak ikke på jobbet, selvom visse af de andre gjorde. Der blev også lagt sandwiches frem, hvilket var enormt praktisk, da vi ikke sådan lige kunne holde pauser.

Arbejdet bestod i at skrive en blog om, hvordan det gik danskerne i turneringen. Bloggen skulle opdateres minimum hvert kvarter, så det betød, at vi stæsede frem og tilbage mellem spilleområde og presserum. Hvis der ikke var sket noget spændende, måtte vi finde på noget at skrive. Det kunne være et sjovt billede, en chipcount (optælling af de danske spilleres chips), kommentarer fra danskerne og alt muligt andet, vi nu kunne finde på. Det var nemt nok i starten, hvor der var mange danskere med, men som turneringen skred frem, blev de slået ud, og så var der mindre at skrive om.

Der var så mange spillere med i turneringen, at man måtte dele dag 1 op i to dage, dag 1A om onsdagen og dag1B om torsdagen, for kasinoet havde ikke kapacitet til at rumme alle på én gang. Feltet skulle så samles til dag 2 om fredagen. Kasinoet var stort og tilbød ikke kun poker, men også masser af spillemaskiner og roulettespil. Af poker var der sit&go’s, cash games og turneringer. Det er svært at forestille sig larmen og menneskemængden. Der var spillere overalt og besøgende overalt. Da turneringen startede, sad der 300 spillere og legede med deres chips. Larmen var faktisk øredøvende. Det bemærkede jeg først, da jeg lå i min seng om natten. Der var helt unaturligt stille, for jeg havde jo været vant til en forfærdelig larm.














Dag 1A mødte jeg næsten alle de danske spillere. Også de der først skulle spille på dag 1B, for de var naturligvis mødt op for at tage kasinoet i øjesyn, spille lidt cash game og heppe på de andre danske spillere. Af de mest kendte spillere kan nævnes Zupp, Kipster, Frimærket, Jungleras, Wendt, Jonas Klausen og Sander Lylloff samt ikke mindst Peter Eastgate, der skal spille mod 8 andre om en førstepræmie på mere end kr. 40 millioner (ja, fyrre) til finalen ved verdensmesterskaberne november 2008. De var enormt flinke alle sammen, og de var også gode til at fortælle os bloggere, hvordan det gik, hvor mange chips de sad med osv.

Desuden spiste blogteamet indimellem sammen med dem, og så fik vi nogle sindssyge historier. De drenge har simpelthen for meget adrenalin i blodet og for mange penge mellem hænderne. Blandt andet ville Kipster, der er tidligere landsholdsspiller i bordtennis spille mod mig (jysk mester for 19 år siden) med en stegepande om kr. 12.000. Jeg sagde, at jeg højst ville spille om kr. 3.000, men det gad han ikke. Det forstår man på en måde godt, for det er jo småpenge for en pokerspiller som ham, der så sent som for 14 dage siden tabte kr. 50.000 i væddemål med Zupp om, hvem der hurtigst kunne løbe 5 kilometer. De er sgu nogle fine drenge, og det var en fornøjelse at hænge ud med dem. Her ser I Kipster - manden er bidt af en gal gambler og en vanvittig humorist.

Om aftenen mødte jeg Martin Nielsen, som jeg boede på vej med i min hjemby som barn. Jeg havde ikke set ham i 15 år, så det var noget af en overraskelse. Det viste sig, at han havde været en meget succesfuld investment banker i London gennem fem år, men i sommer var han taget på ferie i Las Vegas, hvor han vandt $120.000 i en pokerturnering. Det, kombineret med at han vist var lidt ensom i London, og at markedet ikke så ud til at byde på det helt store de næste par år, gjorde, at han sagde sit job op for at rejse verden rundt. Helt fantastisk sejt, synes jeg. Virkelig! Det burde alle gøre, hvis de ellers havde råd. Martin er ikke professionel gambler eller noget, men når han nu har vundet de penge, vil han bruge dem til at betale for adgang til diverse pokerturneringer, hvor han nu engang kom frem. Det skulle senere vise sig at være en god investering i Barcelona. Det er Martin herunder.



















Jeg mødte også Cato, som jeg tidligere har arbejdet sammen med som abonnementssælger på Ekstra Bladet. Han havde startet Pokernyhederne.com for noget tid siden, så han og hans team var konkurrenter. Det mærkede vi dog ikke meget til, for vores produkter er noget forskellige, og desuden er jeg ret sikker på, at mange læsere brugte begge hjemmesider. Desuden er hans team nogle flinke fyre, så vi hyggede os godt sammen og hjalp også hinanden lidt, hvis det kneb. Ikke direkte med arbejdet, men med oplysninger om chipcounts osv., så vi ikke skulle forstyrre spillerne mere end højst nødvendigt. De skulle jo nødig blive trætte af os, for de var trods alt kommet for at spille poker, ikke for at tale med os.

Vi fik god gang i bloggen på dag 1A, og det gik bare derudaf. Nogle af danskerne klarede dagen godt, andre blev slået ud. Vi var færdige med at blogge for den dag, da klokken slog 03 om natten, og så strøg vi i baren og drak tre øl, før vi vendte næsen mod hotellerne. Det var ikke skide godt arrangeret, at vi ikke boede på hotel sammen, men vi havde forskellige opgaver dernede, og jeg var kommet med i sidste øjeblik, så det havde sin forklaring.

Jeg var imidlertid ret oppe at køre over dagens oplevelser, så jeg var ikke parat til at gå i seng. Jeg strøg ned på gaden for at finde en bar, hvor jeg kunne tænke lidt over dagen og have en samtale, der ikke omhandlede poker. Alle værtshuse var dog lukket, så jeg satte mig på en kantsten uden for hotellet og røg en cigaret med plan om at gå i seng straks efter.

Så kom en pakistaner forbi og fortalte, at hvis jeg ville købe en øl, så stod hans venner lidt længere ned ad gaden og solgte bajere for en euro stykket. Naturligvis ville jeg det, så jeg gik ned til en gruppe pakistanere og afrikanere, der alle bar rundt på sixpacks Estrella-øl uden selv at drikke af dem.
















Jeg købte et par øller og talte med gutterne, der naturligvis også kunne forsyne mig med kokain og hash, men det afslog jeg dog. Hver gang politiet kørte forbi, løb de som død og helvede i alle retninger, men jeg drak bare min pilsner og gik hen til dem, hvor de nu engang samledes. Syret i grunden. Jeg holdt også en engelsk pige for panden, da hun stod og brækkede sig op ad en husmur på vej hjem fra byen. Stakkels tøs. Jeg håber, at hun kom godt hjem.














Da pakistanerne fandt ud af, at jeg var fra Danmark, ville de alle have mig til at skaffe dem visum, hvilket jeg lovede at prøve. Jeg mener… helt ærligt, hvis man er så fucking dum, at man tror, at en øltørstig stodder på gaden kl. lort om morgenen kan skaffe et visum, så har man fortjent at blive i troen. Nå, men jeg hang ud med dem til kl. 6 om morgenen, hvor jeg gik tilbage til hotellet.

European Poker Tour, Barcelona - rejsen

Der er sket meget siden sidst, men det vil jeg ikke belemre jer med. Det har mest været drugswhorespills og den slags - business as usual.

Jeg har dog en enkelt oplevelse, jeg vil dele med jer. Jeg er begyndt at arbejde for et pokermagasin som en nebengesjæft, og det er ultra cool. Det kan nemlig afstedkomme nogle ture til store pokerturneringer rundt om i verden, og da jeg ikke selv er rig nok til at lægge de kr. 50.000, det koster at spille med, så er det her the next best thing. Måske kan jeg endda lære nogle fif hen ad vejen.

Pokermagasinet bad mig dække European Poker Tour i Barcelona, hvor omtrent 20 danskere deltog ud af de i alt 619 startende spillere fra hele verden. Jeg spurgte straks fri på biblioteket, og min chef, som er forbandet sej, mente, at den chance kunne jeg ikke lade gå fra mig, så jeg fik lov at tage ferie. Jeg skulle flyve til Barcelona den 10. september om morgenen og returnere til København søndag den 14. september.

Jeg har flyskræk ud over det sædvanlige, så jeg var enormt nervøs for turen. Jeg havde mareridt om det i tre nætter op til turen, og tirsdagen inden havde jeg endda mareridt i vågen tilstand. Jeg så simpelthen et flystyrt for mine øjne. Det var sindssygt ubehageligt, og angst kan man ikke sådan lige kontrollere. Det er irrationelt, for jeg ved jo godt, at det er den mest sikre rejseform overhovedet, men min fantasi fuckede alligevel med mig.

En veninde fortalte mig så om nogle hardcore piller mod angst og depression, som hun selv har fået ordineret af lægen mod flyskræk, så jeg satte straks projekt narko i gang, og heldigvis bed min læge på, da jeg havde lydt overbevisende desperat i telefonen. Godt så. Nu var der ingen vej udenom.

Det håbede jeg ellers, at der var, for natten til onsdag sad jeg og forsøgte at finde på alle mulige undskyldninger for at blive hjemme, og det fortsatte, til jeg stod i lufthavnen onsdag morgen. I lufthavnen skete der dog noget underligt. Jeg var nervøs, men jeg havde ligesom accepteret, at mit liv ikke længere var i mine hænder. Vildt og sindssygt. Det var en skør fornemmelse. Jeg slappede af, tog min pille og hang ud i en café, mens jeg ventede på, at min afgang blev kaldt ud i højttaleren. Det skete bare ikke – eller naturligvis gjorde dét, men jeg hørte det bare ikke. Derfor endte det med, at jeg anede uråd og måtte spæne hele vejen gennem terminalen, hvor lufthavnsansatte slusede mig gennem både det ene og det andet sikkerhedstjek, og jeg var ved at tabe bukserne, fordi jeg ikke nåede at få mit bælte på efter sikkerhedstjekket. Heldigvis havde kaptajnen holdt flyet tilbage for min skyld, så jeg nåede lige at komme med. Ét minut mere, og jeg havde misset det. Fandeme heldigt.

Da jeg kom ind i flyet, bestemte jeg mig for at lære det at kende. Jeg ville være ét med det på sådan en buddhistisk facon. Måske var jeg lidt kogt op på de dér goofballs, lægen havde ordineret, men det lykkedes mig at være totalt rolig, mærke flyets bevægelser, forklare dem for mig selv og bare lade mig flyde hen i en tilstand af total og aldeles værgeløshed, men samtidig betryggende tillid til menneskers berettigelse i luften. Det var en sær følelse af balance i verden, som jeg har svært ved at beskrive, men det var rart.

Jeg er tilbage, spædbørn

Jeg har bestemt mig for at genoptage bloggingen. Jeg stoppede egentlig, fordi jeg blev sådan lidt træt af det, og fordi mit eksperiment med Google Analytics var overstået.

Meningen med eksperimentet var at se, hvilke søgeord der bragte læserne ind på min blog fra diverse søgemaskiner. Det stod hurtigt helt og aldeles klart, at det var overvejende pornografiske og særligt incestuøse søgeord, så min tro på verden som et forbandet sygt sted blev bekræftet.

Det er på sin vis skræmmende, men faktisk også ret skægt. Når verden er skør, så lad os i det mindste dokumentere det og skrige ad grin.

Her er top 10 over søgeord ifølge Analytics:

Kneppe lillesøster
Coaching af drenge
Lillesøsters fisse
3 sønner knepper mor
Bestige brunst pik
Idoform
Heste sæd fisse
Gammel fisse vil have pik
Ej, må jeg nu bede om mine himmelblå
Tarmskylning porno

Og nu mine favoritter:

Optimering sæd hest
Billeder af Grønlands fisse (bemærk – det er ikke grønlandsk, men Grønlands)

Det er fandeme en crazy verden. Jeg elsker den.

Min første video

Inspireret af FAIL-temaet fra det tidligere blogindlæg har jeg fundet en tøs, som får et lille sidespring i rygestoppet til at virke som ingenting. Hun forstår i dén grad at faile for vildt.

Jeg vil gerne takke House of Prince for at gøre dette muligt, for hvis de ikke kom alt muligt narkoshit i smøgerne, så jeg bare SKAL ha' dem, ville jeg ikke sidde her og desperat forsøge at holde mine alt for rastløse fingre beskæftiget med at trykke på knapper, og dermed ville jeg ikke være i stand til at bringe denne ubetalelige video.

Tak, Prince. Tak for lort.

EPIC FAIL

Dagens blog skal tilegnes FAIL!

For de af jer, som ikke skulle vide det, er FAIL et internetbegreb, og det kan forklares som den ultimative ydmygelse, altings gåen galt og forfejlelsens uomtvistelighed. Se eksempelvis denne udprægede FAIL:
















FAIL er nært relateret til You're doing it wrong, hvilket også er et omsiggribende internetbegreb:
















Eftersom jeg i dagevis har forsøgt at afholde mig fra røgtobak, kan jeg nu mærke en EPIC FAIL coming on i løbet af meget kort tid.

Rygestop? I'm doing it wrong!

For yderligere FAIL se denne fantastiske blog med både billeder og videoer.

Idoform - et firma du ikke kan nå.

Idoform, som forhandler et mælkesyreprodukt til brug for tyndskidende, fastslår i en tv-reklame, at

"fremmede bakterier på rejsen kan give mild diarré, når du mindst ønsker det."

Vil det sige, at der findes situationer, hvor man tager sig i at tænke, at det såmænd ikke ville være ad vejen med en go' gang mild diarré af den lysebrune, skoldhede slags med kerner?

På Idoforms hjemmeside kan man i øvrigt læse følgende fakta om tarmens behov for mælkesyre:

Tilførslen af gode mælkesyrebakterier sørger for, at balancen igen kommer op på det optimale niveau i forholdet 85 % ønskede og 15 % uønskede bakterier.

Jamen... Er det ikke ligesom at sige, at den perfekte reklametekstforfatter er på optimalt niveau i forholdet 46 ønskede kromosomer og ét uønsket kromosom?

I wanna be Darth Vader...

... og lære alle de seje jedi mind tricks.
















Right on!

Flytning og familiefisse

I øjeblikket nyindretter vi min arbejdsplads, og det er ikke småting, der skal rykkes rundt på. Møbler, reoler og en forbandet masse bøger skal flyttes frem og tilbage og helst i den rigtige rækkefølge, så det hele ikke ender i ét stort rod. Af samme grund er mine knogler og muskler blevet ti år ældre, og vi er kun to dage inde i processen, der er anslået til at vare til og med fredag. Min krop er værkbruden, og jeg tror, at jeg har forstrakt en testikel. Dertil kommer, at der skal ske et mirakel, hvis jeg ikke udvikler støvallergi, inden vi er færdige. Det er dog det hele værd, og jeg ser virkelig frem til det endelige resultat.

Eftersom jeg ikke kan spille med mine bibliotekariske muskler på jobbet i denne uge (og det er faktisk de eneste nævneværdige muskler, jeg har), er jeg nødsaget til ad omveje at få dette narcissistiske behov dækket. Jeg har derfor kastet mig over Google Analytics for at se, hvad den forgangne uge har budt på af søgeord, der har bragt læsere til denne blog. De mest iøjnefaldende søgetermer er følgende:

Mor gav mig lov til at kneppe sig
Mor leger med min pik
Søn knepper mor
Mor vil kneppes
Lillesøsters fisse
Da min tante fik pik

(Ved sidstnævnte søgning findes min blog på side 12 i Google, så der er point for grundig gennemgang af søgeresultaterne).

Nu er jeg ikke selv ekspert udi incestuøse søgninger, men jeg har immervæk stået fire år i lære på Danmarks Biblioteksskole, og jeg mener at være i stand til at bedømme, at Googles brugere i ovennævnte tilfælde ikke har haft den nødvendige fokus på precision & recall.

Alene et par citationstegn ville have givet en frasesøgning med et langt mere interessant og perverst resultat. Man kunne også have anvendt den fine og på nettet enormt brugbare søgeoperator OR, så man i ét hug kan afdække nettet for pornografisk materiale om hele familien i stedet for at søge beslægtede fisser hver for sig. Der kunne med fordel også have været indlagt et par koder for søgning på billeder eller måske endda video, hvilket ville have sorteret denne kedsommelige blog fra. Ja, man kunne enddog have søgt på PowerPoint-præsentationer om, hvordan man får listet sin tissemand ind i sin tante under større familieære sammenkomster som sølvbryllupper, runde fødselsdage og begravelser. Mulighederne er legio, som min gamle underviser på biblioteksskolen engang sagde - omend i en anden sammenhæng.

Det er rart at tænke på, at alle de perverse stoddere derude, som sidder og flår sig uhæmmet i battet til underlødig porno af mangel på informationsteknologisk finesse, vil sikre mit fags beståen i mange år fremover, for hvis de ikke kan finde ud af at søge porno, kan de heller ikke finde ud af at søge noget som helst andet.

Deja vu

Torsdag
Jeg møder på arbejde og kan konstatere, at Slottets specialister af ukendte årsager har låst min brugerprofil.

"Det forudsætter en velorganiseret virksomhed og dygtige medarbejdere."

Kafkask desperation

"- Bedre og billigere

Med en vision om at blive pioner inden for offentlig administration ser Slottet det som sin vigtigste opgave at sikre forvaltningerne den bedste og billigste administration.

Det forudsætter en velorganiseret virksomhed og dygtige medarbejdere.

Slottet arbejder derfor dels med en klar forretningssstrategi, dels ved i anvendelsen af Lean at have et stadigt fokus på optimering af de interne arbejdsprocesser i organisationen."

Således står det skrevet på hjemmesiden for det firma, der supporter den kommune, hvor jeg er ansat. Lad os kalde firmaet Slottet. Det lyder vel nok flot og indbydende, og hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg være stærkt fristet til at tro, at det var meget professionelle folk. Desværre lader det til, at det er et abebur med en god pr-mand.

Her en oversigt over den seneste uges kontakt med Slottet:

Torsdag
Jeg er på filial, og jeg har mistet forbindelsen til netværket. Jeg ringer og melder, at jeg sidder på en filial med kun én computer. Straks bliver jeg bedt om at logge på en anden computer. Jeg siger, at jeg har absolut ingen mulighed for at lave noget som helst uden netværk, så jeg har brug for en hurtig løsning. De lover at få en ekspert til at ringe til min mobiltelefon inden for en halv time. Halvanden time senere ringer de til min sædvanlige arbejdspladstelefon og spørger efter mig.

Mandag
Jeg har fået en såkaldt token, et lille teknologisk vidunder, der gør, at jeg kan anvende min arbejds-e-mail hjemmefra. Det medfølgende brev er mangelfuldt, da de ikke angiver, at adgangskoden af uransagelige årsager skal skrives anderledes første gang, man logger på. Der er heller ikke angivet en URL.

Jeg ringer til Slottet for at bede om URL'en og fortæller, at jeg sidder hjemme ved min egen pc med min token. Medarbejderen beder straks om oplysninger om, hvordan jeg er logget ind. Jeg gentager, at jeg sidder hjemme ved min egen pc. Så beder han om oplysninger om, hvilken kommunal pc jeg bruger. Jeg fastholder, at jeg sidder hjemme ved min egen pc. Han hævder så, at en token kun virker fra kommunens pc'er. Jeg forklarer, at det netop er selve en tokens eksistensberettigelse at virke fra andre pc'er end kommunens. Han opgiver, indrømmer at han ikke kender en loginadresse og lover at få en ekspert til at ringe tilbage inden fem minutter.

Halvanden time senere ringer jeg til Slottet og fortæller min historie nok engang. Jeg får en ny medarbejder, der heller ikke rigtig forstår, at jeg sidder hjemme, men skynder sig at kontakte en kollega, som fortæller, at URL'en er sådan-og-sådan. Jeg skriver adressen, men det virker ikke. Det bruger vi ti minutter på, inden jeg bliver stillet videre. Jeg får fat i den medarbejder, som ham fyren før talte med, og hun beklager, at hun gav ham en forkert URL. Jeg får en ny, men det virker stadig ikke. Hun opretter en sag i mit navn og vil gå videre med den.

Et kvarter efter bliver jeg ringet op af en myndig dame, som fortæller, at de andre har angivet forkerte URL'er, og nu får jeg den rigtige. Jeg får en pop-up med login på skærmen, og alt er fryd og gammen, til jeg må konstatere, at den ikke vil æde mit password. Noget er i vejen. Jeg nævner, at det måske har at gøre med, at jeg i starten af min ansættelse skiftede brugernavn, så min token (der har ligget brak, fordi de dengang ikke kunne hjælpe mig) skal omkodes. Det lover den myndige dame at få gjort i løbet af dagen.

Vel ankommet på arbejde efter mere end to timers kamp med Slottet opdager jeg, at de ikke har slettet mit gamle brugernavn, men at det rent faktisk stadig optræder i vores system, og at mit nye brugernavn slet ikke er at finde. Det er bare lagt hen over min gamle 'profil'. Jeg sender en mail til Slottet og beder dem slette mit gamle brugernavn. I løbet af dagen modtager jeg en mail om, at opgaven er løst.

Tirsdag
Jeg møder på arbejde og opdager, at mit brugernavn er blevet deaktiveret...
















Jeg er så frådende gal, at hvis Alfred Nobel ikke var kommet mig i forkøbet, ville jeg gå hjem og opfinde dynamit hver aften.

Som man søger, får man svar

Jeg er lykkelig. Google Anal-ytics giver endelig pote. Min blog er blevet fundet via nettets søgemaskiner, og her er søgeordene:

Jeg har ugler i fissen
Fjerløse testikler

Jeg mistænker min grønlandske medblogger Ammelukka for at være ophavskvinde til disse fantastiske, omend ukontrollerede søgetermer, men det gør mig stadig meget glad at tænke på, hvordan jeg i fremtiden kan høste viden fra alverdens internetsurfende galninge, der prenter deres sygelighed ind i Google og ender ved mine ydmyge skriverier.

For de læsere, der ikke kender Ammelukkas blog, kan jeg her præsentere nogle af de mange fantastiske søgetermer, der gør, at hendes læserskare er stærkt voksende. Man kan så undre sig over, hvorfor en sød, dydig kvindes blog genererer størstedelen af sine hits via disse ord, men det er bedst at lade være, tror jeg.

Ammelukka findes i Google, hvis man skriver følgende:

Tarmskylning i Hadsund
Purunge pigers fisse
Min søn knepper bedst
Mor knepper en hest hver nat
Patter patter og patter
En dværg kneppede mig
Fisse med min tante
Hvordan ser en skede ud
Endnu har ingen opdaget at jeg spiller pik ved frisøren
Jeg har knopper på fissen
Jeg vil kneppe min lillesøster
Smurt tissekone

Dreng

Når samtaler om litteratur går galt

Desværre kan der indimellem ske det, at en litteratursamtale får slagside og bliver alt muligt andet end det, den skulle have været. Måske bemærker man det ikke, mens man er i gang med den, men resultatet kan være horribelt. Se blot hvad et simpelt spørgsmål om EM i fodbold i et indlæg omhandlende Svend Åge Madsens forfatterskab medførte.

Veninde:
...

så du tror altså, at tyskland vinder? gad vide om svend åge madsen interesserer sig for fodbold. han er ikke lige typen.

Dreng:
Jeg er sikker på, at Svend Åge vil vædde med dig om udfaldet af EM, hvis du sætter din punani på spil. Lad nu ikke ham vælge Tyskland som vinder først, for så får du hans æselvrinsken at høre. Hmm... Det er du måske slet ikke så uinteresseret i.

Selv vædder jeg helst om makrel i tomat. Det smager SÅ godt. Dog er jeg ikke bleg for at sætte min egen defloration på spil, såfremt gevinsten er rød og konserveret.

Det siges, at makrel i tomat smager ligesom det dér fisse. Det gad jeg faktisk også godt prøve.

Veninde:
ej, det er ikke sjovt hvis du fremstiller svend åge som et seksuelt væsen. det er han slet ikke :( han er mere gude-agtig. det tætteste man kommer på en gud i min verden, i hvert fald.

jeg eeeelsker makrel i tomat. direkte ud af dåsen. uden noget andet til. lækkah.
og ja, det smager fuldstændig ligesom fisser. det er jo ikke for sjov, at man får alt det snask serveret i en dåse, vel? der er tænkt over tingene.

Dreng:
Jamen Svend Åge er skam et meget seksuelt væsen. Uhyre seksuelt faktisk. Det var ham, der opfandt teabaggin', og vi ved jo, at alle kvinder HJEEEEEERTER at få hamret klunker mod hagen med stor kraft. Det kan godt være, at Svend Åge er tynd i toppen, men der er saft i roden endnu.

Hvis jeg en skønne dag får lov at smage en fisse, så skal der altså mayonnaise på. Ellers kan jeg slet ikke.

Veninde:
han er det mest aseksuelle nogensinde, og gud ske tak og lov for dét. ellers ville hans (utallige) sexbeskrivelser blive klamme frem for smukke. for det er de. meget smukke. - det skyldes selvfølgelig ikke kun hans aseksuelle væsen, men også det faktum at han bare er gud.
klunker mod hagen? er det ikke klunker i kæften = teabagging? så er jeg da blevet snydt.

remoulade er bedst. det lyder underligt, ja, men afvis det ikke før du har prøvet det. once you go remouladepunani, you never go back.

Dreng:
Jeg er ikke så meget for remoulade. Det er alt for sødt, og så ligner det de sidste, tykke dråber tisvædet sæd, der i form af gullig hytteost rammer toiletbrættet, gulvet, lårene og alt muligt andet, når man desperat forsøger at rette sin pik ud igen, mens man pisrenser urinrøret, efter at man har haft en tømning i kæften på sin elskede. Det kan dog være ganske romantisk, hvis hun ser på og klapper og siger, at man er meget dygtig.

Teabaggin' er ganske rigtigt oralsex med gonaderne, men jeg forestiller mig, at Svend Åge tager sine briller af under samleje i kraniet, og derfor kan han godt være lidt ufokuseret med hagesmerter til følge. Du har måske ikke tænkt over det, men jeg mistænker ham for at have nogle meget lange, blege testikler, der ligesom hænger i en klokkestreng for derefter at folde sig ud i et smukt sæt søløvenosser.

Veninde:
det dér svineri vil jeg ikke engang værdige et svar (eller. hov. selvmodsigelse ftw).
det faktum at du sexificerer (?!) min helt er utilgiveligt.
du vil brænde i helvede, nossefår.

Dreng:
Se det i øjenene. I nat, når du slumrer ind, vil Svend Åge Lukøje komme slæbende med sine lange, kyllingefarvede stikkelsbærnosser og kaste gullig manderogn i øjnene på dig, til du forsvinder ind i drømmeland og kan mødes med ham bag et skur og få en velfortjent baghyler.

Du må glæde dig helt vildt til at skulle i seng.

Veninde:
manderogn? :'( det ord svider i mine øjne.. (og NEJ, det er ikke tilladt at brygge sjofle vittigheder på den sætning, dit perverse dyr)

jeg glæder mig virkelig meget, kan du tro. det bliver .. ubeskriveligt.

Dreng:
Det er da dig og ikke mig, der er pervers. Jeg ligger jo ikke hver nat og leger lille frøken Fingerflittig ved tanken om en forfatter på alder med Solen, der pisser på sine spejderhagl for at få dem salte nok.

Nej, må jeg nu bede om mine himmelblå!

Veninde:
ej, nu må du fandme holde. jeg går i seng, så snart jeg har fundet mine batterier.

Litteratur har det med at sætte tanker i gang. Gud ske tak og lov for Danmarks prægtige forfattere.

... i stenen.

I dag så jeg Mia Lyhne på gaden. Jeg gik lige forbi hende, og hun duftede af blomster og brunst. Det var en smuk kombination, og jeg bestemte mig på stedet for, at såfremt jeg nogen sinde fik lov at bestige hende, så ville jeg ramme hende så hårdt, at hvis man trak mig ud, ville man blive konge af England.

Præmiefjols

I dag på arbejde kom der en bruger hen til mig og sagde, at printeren ikke virkede. Jeg fandt ud af, at den var løbet tør for papir, så jeg lagde noget nyt i. Straks begyndte den at spytte blanke sider ud i én uendelighed. Jeg forstod ikke helt hvorfor, men brugeren var sikker på, at det skyldtes, at jeg havde lagt for meget papir i.

Godt tænkt.

Banegårdslykke

Jeg var i Odense i weekenden, og jeg må sige, at den by er et studium i dårlig smag. Jeg vil næsten gå så langt som til at sige, at det er Danmarks Tyskland. Det kræver sin by at leve op til sådan en titel, men Odense har, hvad der kræves.

En forsmag på dette fik jeg allerede i Nyborg, hvor nogle hardcore muthafuckas med baggy trousers, omvendte kasketter og sure hiphop-miner trådte ind i toget og flashede deres bling-bling, hvorefter den ene på klingende fynsk sagde til den anden:

- Har du nogen sinde prøvet at trøstespise en brunsviger?

Ja ja, der er langt fra at være gangsta rapper i Nyborg til Nørrebronx.

Vel ankommet til banegården stod jeg af og ventede på mit lift, mens jeg som altid betragtede de mange mennesker, som passerer forbi på sådan en banegård. Det er en ganske fornøjelig beskæftigelse at iagttage fremmede mennesker, men Odense Banegård udmærker sig ved at være et overflødighedshorn at bizarre personager.

Alt er tilladt her, og jeg bemærkede, at en vel 18-årig pige var det helt store nummer blandt drengene. Hun havde stramtsiddende jeans på med nøglekæder hængende fra lommen og var i øvrigt iklædt en skovmandsskjorte i klassisk rød/sort, som nåede hende til midt på lårene. Hun var bredskuldret, kortbenet og brovtende som en havnearbejder, og jeg var sådan set lidt bange for, at hun ville kunne give mig en dragt prygl, men de fynske ungersvende nærede tydeligvis ikke den samme frygt. Det var ganske interessant at beskue den odenseanske parringsdans omkring en kvinde, der tydeligvis havde opgivet at spille hard to get, og snarere havde bestemt sig for en strategi i retning af hard to want.

På rulletrappen stod jeg bag en flok ultra hardcore indvandrer-gangstaz med hængerøve, der nåede helt ned til kineserne, og kasketter så omvendte, at de næsten sad helt normalt. Jeg lagde også mærke til, at en af dem bar hue, selvom temperaturen i eftermiddagssolen var krøbet op i nærheden af 30 grader på banegården, og jeg følte en ubændig trang til at spørge, om han havde bihulebetændelse. De var nu et betagende syn i det sejeste mærketøj, og de talte, som om de var nogle enormt rå gutter. Det eneste, der ødelagde billedet, var, at de var 13 år gamle og sandsynligvis ikke havde fået krymmel på den. Der er næppe noget, der ødelægger et godt gangsta-image som at skulle have skolelægen til at mærke, om stenene er faldet ned.

En af dem satte pludselig i løb ned ad rulletrappen og styrede direkte mod billetautomaten, som han begyndte at trykke febrilsk på. Derefter gik han tilbage til de andre uden at købe noget med en lidt skuffet mine. Hvad mon han havde forventet? Der står billetautomat på den, ikke super fun time maskine.

Stemningen på banegården understøttedes af et fantastisk lydspor. Flasker, der blev knust, råben og skrigen på alle mulige og umulige sprog, sidste udkald til diverse tog mod eksotiske destinationer (som oftest Jylland og København) og den stædige summen fra de rullende trapper.

Jeg elsker simpelthen banegårde, og jeg kommer gerne i god tid, så jeg kan sidde lidt og se på livet udfolde sig omkring mig i alle dets sære afskygninger. Jeg glæder mig allerede til næste weekend, hvor jeg skal besøge mine forældre, for så får jeg lidt tid til at sidde og glo på Københavns Hovedbanegård. Det skal nok blive hylt. Især hvis der er gangsta-træf.

Toppik - dit værn mod Guds vrede.

"Det gør ikke noget, at man er tynd i toppen, når bare der er saft i roden."

Lad os bare se det i øjnene. Denne sætning er de absolut sidste krampetrækninger i en lang nats pinagtige og forgæves forsøg på at forføre et fruentimmer på mindre en halvt sin egen alder. Hvis jeg havde en femmer for hver gang, at jeg har hørt den sætning på et værtshus ud på de små timer, ville jeg kunne fyre min alfons og starte min egen virksomhed.

Vi ved vel alle, at hvis du ikke har noget hår, kommer de fem filisterkonger og tæsker dig og kalder dig Samson, mens Gud forlader dig, og du kan glemme alt om at få fisse. Det står i Dommerbogens kapitel 16 i Det gamle testamente, så det er ikke til diskussion.

Det er naturligvis synd for disse hårløse stakler, der vandrer fra værtshus til værtshus efter vaginale almisser, og desto større grund er der til at tage sig af dem og give dem kærlighed. I hvert fald bør man holde sig for god til at malke dem for penge pga. deres åbenlyse handicap. Men sådan tænker de åbenbart ikke i Sverige.

I Sverige sælger man Toppik, Sveriges foretrukne hårprodukt for tyndhårede. Nu er jeg ikke typen, der mistror mine medmenneskers intentioner øjeblikkeligt, men jeg har alligevel en fornemmelse af, at der er ugler i mosen. Fjerløse ugler naturligvis. Sådan forholder det sig jo som regel, når nogen forsøger at sælge et produkt til desperate mennesker, hvadenten det drejer sig om åndemaneri, slankepulver eller som i dette tilfælde produkter til sløring af skaldethed.

Jeg kan ikke lade være med at studse over navnet, og jeg foretager en naturlig kobling mellem hårpragt og en stor pik. Produktet lover jo praktisk talt, at man kan spankulere ind og blive forvalter i enhver swingerklub med overvejende etnisk europæiske medlemmer. Se blot denne i mine øjne semiperverse reklame fra hjemmesiden:













Det er navnlig den øverste teaser, jeg er interesseret i at se i sin fulde længde.

Hvis I spørger mig, og det gør I jo i min egenskab af vismand på hele Danmarks vegne, så synes jeg, at Toppik narrer verdens menneskelige æggeskaller. Det er noget svineri, og det bør stoppes. Det er jo faktisk at lege Gud, og når Gud har sagt, at en mand skal skal tabe sit hår, så er det, fordi Gud hader ham, og hvem er vi til at ændre på det?

Respektér Guds latterliggørelse!

Coaching og kugler

I dag kom jeg til at sætte mig på mine nosser.

Den direkte årsag er, at jeg havde boxershorts på. Jeg går som regel i underbukser, der giver mine testikler den support, jeg ved, at de behøver for ikke at hoppe og danse ud over det hele som mexicanske springbønner på et trommeskind under en varmelampe, mens boxershortsenes eneste funktion forekommer mig at være at beskytte mine fingre mod at blive beskidte, når jeg klør mig i røven.

Hvorfor overgår disse testikulære katastrofer altid mig? Det skal jeg sige jer. Jeg er kongen af overspringshandlinger, og hvis jeg var lige så konsekvent i udførelsen af de dagligdags pligter såsom at vaske mit undertøj, som jeg er i min massive onani, ville jeg ikke være nødsaget til at iføre mig den slags ulyksalige det-absolut-sidste-par-i-skabet-underhylere, som bærer AL skylden for, at det gik så galt. Det skal der laves om på.

I morgen vil jeg låne en bog om coaching på biblioteket og få sat en stopper for den slendrian, der præger den ikkesyndige del af mit liv. Hvis det ikke virker, må jeg overveje at skifte køn. Jeg har hørt, at en fisse føles lidt som at sidde på en badering, når man bliver gammel nok, og jeg kan sådan set godt se mig selv nyde mit otium på Plejehjemmet Kistefryd i vaginal luksus.

Du godeste...

Jeg frygter, at jeg må skyde en hvid pind efter at få mit indskud i lejligheden tilbage. Hvem skulle have troet...?

Dumme spørgsmål

... kræver som bekendt dumme svar, og sådan et synes jeg i al beskedenhed, at jeg leverede en perle af den anden dag.

Jeg kom gående ad Købmagergade på vej mod Nørreport, da jeg blev antastet af et af disse irriterende kvindemennesker med en mission. Det er efterhånden umuligt at gå uden for en dør uden at få trukket en hættetrøje af skyld og skam ned over sig. Alverdens forbandede hellige står på snart sagt ethvert gadehjørne som løver i flok og kaster sig over de intetanende gnumennesker, der dårligt nok når at bisse, inden der er blevet tvunget en kuglepen ind mellem deres kraftesløse fingre og hånden ført over papiret. Jeg afskyr det i høj grad, og det er en af grundene til, at jeg stort set aldrig vover mig ind omkring Strøget, medmindre jeg er tvunget af den yderste nød. Denne dag havde jeg endelig et svar på rede hånd.

- Undskyld, har du travlt? Må jeg stille dig et spørgsmål?
- Mjaeh...
- Synes du ikke, at det er forfærdeligt, at kvinder verden over bliver udsat for vold?
- Tjo...
- Kunne du ikke tænke dig at skrive under her og få sat en stopper for al den vold?

Jeg tog kuglepennen, tøvede lidt og rakte den så tilbage.

- Nej, jeg vil faktisk gerne have muligheden.

Da jeg gik derfra, stod hun med åben mund og glanede og så rent faktisk ud til at kunne trænge til et par på skrinet.