Jeg ved ikke, hvor mange af denne blogs læsere, der af og til tjekker kommentarerne til mine indlæg, så derfor vil jeg poste denne fantastiske lille anekdote, jeg har modtaget fra en lidelsesfælle i Norge. Det er min i øvrigt danske kammerat, Anax, der er bibliotekar i Stavanger, som svinger sin gudsbenådede pen.
I al sin gru og totalt uden aftale om copyright bringer jeg hermed hans ubetalelige indlæg:
En lille solstrålehistorie fra i fredags i det Stavangerske til at muntre dig op:
Hvalformet, prustende kvinde (på tyk tromsø-dialekt, efterfulgt af en rullende luftbåren bølge af kropsligt forfald): "Der står 'I USTAND' ('virker ikke') på udlånsautomaten, men ligegyldigt hvad jeg gør, kan jeg ikke få den til at virke"
Mig: *Facepalm*
Det hører med til den lille anekdote at hun nok heller ikke havde fået maskinen til at virke, selvom den faktisk var fuld kampdygtig, da hun med vold og magt havde presset sit lånekort ned i sprækken, hvor kvitteringen kommer ud... Du er ikke alene.
tirsdag den 28. oktober 2008
Jeg er ikke alene
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
3 kommentarer:
Hæ! Jeg bliver helt varm i hjertet, når jeg hører, at så meget stadigvæk er det samme på bibliotekerne, selvom de nu ofte hedder 'kulturhuse' og er fyldt med stål og glas og noget, de kalder 'kunst'. Giv mig min barndoms mørke hul af et bibliotek tilbage, med store hjørner, skrankepaver, der kunne bruge timer på at skrive lånernummeret ned i de pinlige bøger, ingen helst skulle se, man tog med hjem, og særlingene, der gemte sig bag de bagerste reoler! Nyt er dårligt.
Kære onanym
På hele bibliotekarstandens vegne takker jeg af hjertet for indlægget, der i dén grad er vand på min mølle.
Mens nationer er styrtet i grus, og nye er opstået, mens isme har afløst isme, og mens 12-åriges hovedbeskæftigelse er gået fra at trække en plov til at flå sig hæmningsløst i battet med mongolsk vildskab til unævnelige 8mm. pornografiske smalfilm på PornTube, har bibliotekerne formået at stå som en ubevægelig stenstøtte i et frådende hav af udvikling og i øvrigt usædelighed.
Vi gamle, indestængt seksuelt frustrerede og livsbitre bibliotekarer er den flour, der konstant beskytter den absolutte stilstands mælketand, så intet nyt og fordærvende når at klæbe sig fast og ødelægge den fine, bonerte emalje.
Hurra for os. Lad os hylde os selv med en marmorkage, når vi har smidt de unge lømler ud, der står og taler i mobiltelefon i udlånet.
DIXI!
Men egentlig så vil jeg gerne dele en oplevelse med horden af bibliotekarer, der huserer herinde. I nat fik jeg en sms kl. 5.00. Var det en stiv, lalleglad fætter, der i omtåget tilstand havde valgt at delagtiggøre mig i nattens festligheder? En tomhjernet blondinens 'knuuuuz', der nåede et forkert nummer? Nej! Det var mit lokale bibliotek, der lige ville oplyse mig om, at 2 bestilte bøger nu var hjemkommen og klar til afhentning. Kl. 5.00! Jeg ved ikke, hvem det er, jeg nu ønsker at aflive på pinefuld vis, men jeg tænker, at I måske kan oplyse mig navnet på den skyldige - eller, alternativt, en passende syndebuk?
Send en kommentar