Lørdag var dag 3, og Martin var stadig med. Han spillede rigtig godt, så det var fuldt fortjent. Vi hyggede os stadig, og snart var der kun ham og Jonas Klausen tilbage af de 20 danskere. Der skulle spilles ned til finalebordet.
Det var også dagen, hvor presserummet blev delt i to. PokerStars, som var arrangør af hele turneringen, optog en tredjedel af lokalet med deres tv-udstyr, så vi andre måtte klemme os sammen på næsten ingen plads. Det var irriterende, men det lykkedes os alligevel at tiltuske os tre pladser, selvom vi kun var blevet tildelt én.
Vi var nu på kabler, for det trådløse netværk havde sat ud dagen i forvejen, og det var sådan set fint nok. Vi bloggere fra alle lande var flinke til at låne hinanden forbindelser, når det krævedes, for ikke alle havde fået en plads til deres pc’er, men måtte sidde med dem i skødet i sofaerne.
Dagen havde i øvrigt budt på eliminationen af danske Jens Kläning, og det var også en grim affære. Han havde skubbet sine chips til midten mod en italiener, og meget uheldigt blev han trukket ud. Italienerne gik agurk nok engang, og Jens måtte skubbe en af dem i brystet for ikke at blive væltet ind over bordet. Han var helt rød i hovedet af vrede, og jeg råbte til italieneren: ’What kind of behavior is that?!?’ The tournament director hørte mit råb og gik straks over til os. Han var en meget myndig mand, høj, mørk og ulasteligt påklædt i jakkesæt. Han sagde med en sjældent stærk stemme til italieneren: ’What are you doing? This man just lost a big pot. APOLOGIZE TO THE GENTLEMAN! IMMEDIATELY!’ Italieneren blev forlegen og mumlede noget, men det var tydeligt, at han var pisse fucking ligeglad. Min begejstring for italienere kan ligge på et meget lille sted efter denne turnering. De havde absolut ingen pli eller respekt for noget som helst.
Jonas Klausen røg som nr. 14 eller 16, så kun Martin var tilbage. Alle ville gerne være blandt de sidste 8 på finalebordet, så spillet begyndte at gå langsomt. Da uret rundede midnat, var de 9 tilbage, og spillet gik nærmest i stå. De foldede konstant, så der var stort set intet spil. Det satte store krav til os bloggere, der skulle forsøge at give læserne derhjemme noget at se på. Vi lavede en masse skægge indlæg og skrev de små få nyheder, der nu var at skrive, ligesom vi lavede konkurrencer blandt læserne. Jeg synes faktisk, at vi klarede det ret godt. Kl. 03.30 havde vi siddet i mere end tre timer uden nævneværdig action, men så var der en fyr, der gik all in, og hele presserummet jublede, da han røg ud. Vi ville bare hjem og sove, for det havde været en hård dag. Martin lå nr. 1 blandt de sidste, så der var lagt op til et med danske øjne set spændende finalebord med en udbetaling på mere en kr. 10 millioner om søndagen. Finalebordet ser således ud. Det er Martin med den røde kasket.
Vi tog dog ikke hjem lige med det samme. Først gik vi i kasinoets restaurant med Kipster, der stadig var i kasinoet. Her spiste vi et måltid og drak et par øl, mens Kipster fortalte røverhistorier. Det var enormt hyggeligt. Selv drak jeg dog ikke øl, for jeg vidste, at jeg søndag skulle voldsomt tidligt op og i øvrigt spise en angstdæmpende pille pga. den forestående flyvetur hjem, og de piller må ikke blandes med alkohol.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar