Truet med kvælning. Uuuuh, drama!

I dag på jobbet kom hende den virkelig nasty, midaldrende drankerkvinde ind på biblioteket. Hun havde i vanlig stil taget makeup på med en barberkost, så det smukt dækkede hele ansigtet indtil flere gange. Hun er et af de få mennesker, der kan se lurvet ud i en pels.

Nå, men eftersom hendes taske ikke klirrede, da hun først stavrede forbi mig, tænkte jeg, at hun nok var på crack eller - chancen var godt nok lille - ædru. Hvorvidt hun havde hard drugs i blodet, skal jeg ikke kunne sige, men jeg skal sandelig love for, at jeg fandt ud af, at hun ikke var sober.


Hun kontaktede mig første gang, da jeg gik forbi hende ved kopimaskinen. Hun skulle have en farvekopi, men hun havde besvær med at få maskinen indstillet. Hun hamrede en stiv pegefinger ned i glasdisplayet på maskinen gentagne gange, indtil jeg bad hende stoppe. Så beordrede hun mig til at indstille den. Som sagt, så gjort.

- Er den indstillet nu? snøvlede hun.
- Ja, værsåartig.
- Så tryk på knappen, fortsatte hun.
- Nej, du må selv tage dine kopier. Den er klar nu.
- Hvis der kommer sorthvide kopier ud, kvæler jeg dig.
- ...

Altså... Alle disse idioter.

Jeg skred fra hende og fortsatte mit arbejde, indtil hun pludselig plantede sin store, sumpede drukmås i stolen foran mit skrivebord. Hun ville nu have, at jeg skulle hente månedens bog til hende. Jeg spurgte, hvad det drejede sig om, og hun hævdede, at vi havde skrevet et brev til hende om månedens bog. WTF? Hun var kogt mere op på goofballs end sædvanlig, og hun var tilmed meget aggressiv i sin retorik.

Efter lidt palaver, hvor jeg af mit hjertes godhed i øvrigt havde røget fredspibe og faktisk lod hende bruge mig som sit verbale pishus uden at gøre indsigelser, kom hun til den erkendelse, at vi nok alligevel ikke havde skrevet til hende om månedens bog, men at hun nærmere havde læst mit biblioteks indlæg i lokalavisen om månedens forfatter. Så langt, så godt.

Hun ville nu have mig til at hente bogen til hende, og her kørte samtalen igen af sporet. Hun var tilbage i månedens bog, og vi havde en udstilling med 20 bøger af månedens forfatter, så jeg kunne dårligt hente en bestemt bog til hende, når hun ikke kunne forklare mig, hvilken det drejede sig om. Hun blev stadig mere ophidset, og da jeg bad hende følge med de femten meter ned til udstillingen og selv vælge bogen, sagde hun, at hun var træt, så jeg kunne godt smutte hen og hente den til hende. Jeg forsøgte flere gange, og hun endte med at råbe, at jeg bare skulle se at få hentet den bog til hende.

- Så! sagde jeg, nu stopper vi her. Enten må du følge med til udstillingen, eller også ender vores samtale her, og jeg kan gå videre i mit arbejde.

Det fik hende til at rejse sig og skrige ad mig, men jeg sagde med bestemthed, at samtalen var ovre, hvorefter jeg fik en temmelig uforståelig svada, og hun zigzaggede mod udgangen.

Af og til tager jeg mig i at ønske mig en peberspray eller et koben. Bare et eller andet der kan få spassere som hende til at knytte sylten og blive mig fra livet.