tirsdag den 17. juni 2008

Kafkask desperation

"- Bedre og billigere

Med en vision om at blive pioner inden for offentlig administration ser Slottet det som sin vigtigste opgave at sikre forvaltningerne den bedste og billigste administration.

Det forudsætter en velorganiseret virksomhed og dygtige medarbejdere.

Slottet arbejder derfor dels med en klar forretningssstrategi, dels ved i anvendelsen af Lean at have et stadigt fokus på optimering af de interne arbejdsprocesser i organisationen."

Således står det skrevet på hjemmesiden for det firma, der supporter den kommune, hvor jeg er ansat. Lad os kalde firmaet Slottet. Det lyder vel nok flot og indbydende, og hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg være stærkt fristet til at tro, at det var meget professionelle folk. Desværre lader det til, at det er et abebur med en god pr-mand.

Her en oversigt over den seneste uges kontakt med Slottet:

Torsdag
Jeg er på filial, og jeg har mistet forbindelsen til netværket. Jeg ringer og melder, at jeg sidder på en filial med kun én computer. Straks bliver jeg bedt om at logge på en anden computer. Jeg siger, at jeg har absolut ingen mulighed for at lave noget som helst uden netværk, så jeg har brug for en hurtig løsning. De lover at få en ekspert til at ringe til min mobiltelefon inden for en halv time. Halvanden time senere ringer de til min sædvanlige arbejdspladstelefon og spørger efter mig.

Mandag
Jeg har fået en såkaldt token, et lille teknologisk vidunder, der gør, at jeg kan anvende min arbejds-e-mail hjemmefra. Det medfølgende brev er mangelfuldt, da de ikke angiver, at adgangskoden af uransagelige årsager skal skrives anderledes første gang, man logger på. Der er heller ikke angivet en URL.

Jeg ringer til Slottet for at bede om URL'en og fortæller, at jeg sidder hjemme ved min egen pc med min token. Medarbejderen beder straks om oplysninger om, hvordan jeg er logget ind. Jeg gentager, at jeg sidder hjemme ved min egen pc. Så beder han om oplysninger om, hvilken kommunal pc jeg bruger. Jeg fastholder, at jeg sidder hjemme ved min egen pc. Han hævder så, at en token kun virker fra kommunens pc'er. Jeg forklarer, at det netop er selve en tokens eksistensberettigelse at virke fra andre pc'er end kommunens. Han opgiver, indrømmer at han ikke kender en loginadresse og lover at få en ekspert til at ringe tilbage inden fem minutter.

Halvanden time senere ringer jeg til Slottet og fortæller min historie nok engang. Jeg får en ny medarbejder, der heller ikke rigtig forstår, at jeg sidder hjemme, men skynder sig at kontakte en kollega, som fortæller, at URL'en er sådan-og-sådan. Jeg skriver adressen, men det virker ikke. Det bruger vi ti minutter på, inden jeg bliver stillet videre. Jeg får fat i den medarbejder, som ham fyren før talte med, og hun beklager, at hun gav ham en forkert URL. Jeg får en ny, men det virker stadig ikke. Hun opretter en sag i mit navn og vil gå videre med den.

Et kvarter efter bliver jeg ringet op af en myndig dame, som fortæller, at de andre har angivet forkerte URL'er, og nu får jeg den rigtige. Jeg får en pop-up med login på skærmen, og alt er fryd og gammen, til jeg må konstatere, at den ikke vil æde mit password. Noget er i vejen. Jeg nævner, at det måske har at gøre med, at jeg i starten af min ansættelse skiftede brugernavn, så min token (der har ligget brak, fordi de dengang ikke kunne hjælpe mig) skal omkodes. Det lover den myndige dame at få gjort i løbet af dagen.

Vel ankommet på arbejde efter mere end to timers kamp med Slottet opdager jeg, at de ikke har slettet mit gamle brugernavn, men at det rent faktisk stadig optræder i vores system, og at mit nye brugernavn slet ikke er at finde. Det er bare lagt hen over min gamle 'profil'. Jeg sender en mail til Slottet og beder dem slette mit gamle brugernavn. I løbet af dagen modtager jeg en mail om, at opgaven er løst.

Tirsdag
Jeg møder på arbejde og opdager, at mit brugernavn er blevet deaktiveret...
















Jeg er så frådende gal, at hvis Alfred Nobel ikke var kommet mig i forkøbet, ville jeg gå hjem og opfinde dynamit hver aften.

Ingen kommentarer: