European Poker Tour, Barcelona - Dag 2

Der var danskere, der havde overlevet til dag 2, og dem skulle vi nu følge denne fredag. Martin var en af dem, og det var totalt fedt. Han var en dark horse, som ingen regnede med, så derfor var det jo cool at skrive om ham. Vi talte meget i pauserne og også under spillet, og han var både god til og ivrig efter at fortælle, hvordan det gik. Ikke sådan påtrængende, blærerøvsivrig, men entusiastisk ivrig. Det var super cool.

I pauserne hang jeg også ud med Michael Keiner og talte en del med ham. Det var faktisk først sent på aftenen, at jeg fandt ud af hans navn, og at han er den bedste tyske pokerspiller overhovedet. Vi havde bare hyggesnakket om turneringen i løbet af de seneste par dage, og på den måde havde jeg etableret samtaler med ham uden at virke som en desperat journalist. Det var rigtig fedt, og jeg interviewede ham efterfølgende flere gange, fordi han sad til bords med danske spillere. Her ser i ham på et billede fra verdensmesterskaberne i 2007, hvor han netop har vundet en turnering.














Dagen bød på megen god poker, og vi ramte også boblen. Det kalder man det, når man kommer til det tidspunkt, hvor spillerne begynder at få udbetalt præmier. Der var penge til 64 af de 619 spillere, så det var surt at blive nr. 65. Mindste udbetaling var omtrent 12.000 euro, så det var surt at blive bubble boy (den spiller, der bliver slået ud lige før pengene).

Jeg blev udvalgt som ham, der skulle tage et billede af den uheldige stakkel til vores blog. Jeg stod blandt tonsvis af journalister og håbede på, at jeg ville være i nærheden og kunne få en god plads, når en eller anden uheldig stodder skulle forlade turneringen på den sureste plads af alle. Jeg følte mig som en grib, ligesom jeg tidligere havde følt det, når en dansker havde meget få chips tilbage og det så sort ud, for så skulle jeg jo interviewe vedkommende, når han endelig blev slået ud. Presseopbudet omkring et bord, hvor en spiller risikerer at ryge på boblen, ser således ud.















Hvorom alting er, så hørte vi pludselig det kendte råb fra the tournament director: ’All in and a call.’ En vel 20-årig brasiliansk spiller havde skubbet sine sidste chips til midten mod en italiener. Hele pressekorpset skyndte sig derhen og omringede bordet. Brasilianeren blev slået ud, og her blev jeg overrasket over italienernes dårlige opførsel.

Jeg havde tidligere set både italienske spillere og det italienske pressekorps råbe og skrige, når en italiener vandt en stor pot, og det er der sådan set ikke noget i vejen med. Blot var de simpelthen for meget og mindede om stive fodboldfans. Der var ikke meget gentleman over deres opførsel, og på boblen gik det helt galt. En italien sprang frem og skubbede den stakkels bubble boy til side for at omfavne sin kammerat ind over bordet. Italienerne skreg af glæde, og staklen listede forsigtigt væk – dybt skuffet uden præmie. Jeg gik over til ham, sagde ’you did good’ og nikkede, hvorpå han stak mig næven og gik langsomt ud mod toiletterne. Han trængte til at være alene og måske græde lidt. Jeg følte stor medlidenhed med ham.

Her ser i brasilianeren, som jeg skamløst tog et billede af. Jeg var jo trods alt på arbejde.















Da dagen var til ende omtrent kl. 03, var der kun få danskere tilbage. Bloggen havde været rigtig god, syntes vi, og hele dagen havde jeg siddet ved siden af den italienske blogger Alice fra Bologna, der var skide sød. Vi talte rigtig meget sammen, og hun er jo suverænt lækker, så det gik strygende. Hun spurgte i øvrigt efter min Messenger-adresse, for hun kunne nok godt se, at jeg er kokain med tøj på, og at det gælder om at score mig hurtigst muligt. Vi hyggede os i hvert fald. Det er i øvrigt hende på billedet (og det er min hånd om hendes talje).

Drengene og jeg gik i baren og drak nogle øl, hvorefter jeg tog turen tilbage til hotellet, smed computeren og gik på gaden. Der skulle ske noget, for den sidste nats gode, lange søvn og dagens succesfulde blog havde givet mig masser af energi. Jeg drønede ned til den første, den bedste pakistaner med en sixpack og købte den. Dernæst gik jeg over til en stor plads, hvor der var masser af unge spaniere samlet. De var ret stive, og jeg delte gladelig ud af mine øl. Det var dog de færreste, jeg kunne tale med, for spaniere er simpelthen så ringe til engelsk, at det er en gru. Der var måske to ud af de tyve, der kunne føre en samtale, og kun et par stykker mere kunne forstå det mest simple engelsk. Skrækkeligt.

Nå, men det var såmænd hyggeligt nok, men jeg besluttede mig for at gå lidt videre og forhåbentlig møde nogle engelsktalende turister samt købe nogle flere øl. Som sagt, så gjort. Jeg kom til en stor gade, som, jeg formoder, var Las Ramblas, og her var der alt, hvad hjertet kunne begære. Klokken var efterhånden blevet halv otte, og jeg måtte tænke på at komme i seng, men jeg drak lige en øl med et par totalt fulde englændere, og det var skide sjovt.














Da de smuttede, kom en gadeluder hen til mig og tilbød mig et blowjob for 10 euro. Hendes stemme var mistænkelig dyb, og jeg tror faktisk ikke, at hun havde øjenbryn, for de så ud til at være malet på. Jeg takkede pænt nej og gik videre, mens hun kaldte mig bøsse og fortalte, at jeg ikke anede, hvad jeg gik glip af. Det tror jeg nu nok, at jeg gjorde. Jeg gik glip af AIDS, leverbetændelse, kønsvorter, pest, SARS og en grim snue. Den næste prostituerede, der antastede mig, var i noget bedre form, men jeg nærer en grim fordom overfor afrikanske piger, der tilbyder mig at assrape dem for vildt i en gyde for næsten ingen penge, så selvom hun tog mig i skridtet (mine hænder var instinktivt røget op på baglommerne, hvor jeg havde pas og penge), måtte jeg skuffe hende. Jeg ramte hotellet og lagde mig til at sove en skæg morgen rigere.