Dumme spørgsmål

... kræver som bekendt dumme svar, og sådan et synes jeg i al beskedenhed, at jeg leverede en perle af den anden dag.

Jeg kom gående ad Købmagergade på vej mod Nørreport, da jeg blev antastet af et af disse irriterende kvindemennesker med en mission. Det er efterhånden umuligt at gå uden for en dør uden at få trukket en hættetrøje af skyld og skam ned over sig. Alverdens forbandede hellige står på snart sagt ethvert gadehjørne som løver i flok og kaster sig over de intetanende gnumennesker, der dårligt nok når at bisse, inden der er blevet tvunget en kuglepen ind mellem deres kraftesløse fingre og hånden ført over papiret. Jeg afskyr det i høj grad, og det er en af grundene til, at jeg stort set aldrig vover mig ind omkring Strøget, medmindre jeg er tvunget af den yderste nød. Denne dag havde jeg endelig et svar på rede hånd.

- Undskyld, har du travlt? Må jeg stille dig et spørgsmål?
- Mjaeh...
- Synes du ikke, at det er forfærdeligt, at kvinder verden over bliver udsat for vold?
- Tjo...
- Kunne du ikke tænke dig at skrive under her og få sat en stopper for al den vold?

Jeg tog kuglepennen, tøvede lidt og rakte den så tilbage.

- Nej, jeg vil faktisk gerne have muligheden.

Da jeg gik derfra, stod hun med åben mund og glanede og så rent faktisk ud til at kunne trænge til et par på skrinet.