Banegårdslykke

Jeg var i Odense i weekenden, og jeg må sige, at den by er et studium i dårlig smag. Jeg vil næsten gå så langt som til at sige, at det er Danmarks Tyskland. Det kræver sin by at leve op til sådan en titel, men Odense har, hvad der kræves.

En forsmag på dette fik jeg allerede i Nyborg, hvor nogle hardcore muthafuckas med baggy trousers, omvendte kasketter og sure hiphop-miner trådte ind i toget og flashede deres bling-bling, hvorefter den ene på klingende fynsk sagde til den anden:

- Har du nogen sinde prøvet at trøstespise en brunsviger?

Ja ja, der er langt fra at være gangsta rapper i Nyborg til Nørrebronx.

Vel ankommet til banegården stod jeg af og ventede på mit lift, mens jeg som altid betragtede de mange mennesker, som passerer forbi på sådan en banegård. Det er en ganske fornøjelig beskæftigelse at iagttage fremmede mennesker, men Odense Banegård udmærker sig ved at være et overflødighedshorn at bizarre personager.

Alt er tilladt her, og jeg bemærkede, at en vel 18-årig pige var det helt store nummer blandt drengene. Hun havde stramtsiddende jeans på med nøglekæder hængende fra lommen og var i øvrigt iklædt en skovmandsskjorte i klassisk rød/sort, som nåede hende til midt på lårene. Hun var bredskuldret, kortbenet og brovtende som en havnearbejder, og jeg var sådan set lidt bange for, at hun ville kunne give mig en dragt prygl, men de fynske ungersvende nærede tydeligvis ikke den samme frygt. Det var ganske interessant at beskue den odenseanske parringsdans omkring en kvinde, der tydeligvis havde opgivet at spille hard to get, og snarere havde bestemt sig for en strategi i retning af hard to want.

På rulletrappen stod jeg bag en flok ultra hardcore indvandrer-gangstaz med hængerøve, der nåede helt ned til kineserne, og kasketter så omvendte, at de næsten sad helt normalt. Jeg lagde også mærke til, at en af dem bar hue, selvom temperaturen i eftermiddagssolen var krøbet op i nærheden af 30 grader på banegården, og jeg følte en ubændig trang til at spørge, om han havde bihulebetændelse. De var nu et betagende syn i det sejeste mærketøj, og de talte, som om de var nogle enormt rå gutter. Det eneste, der ødelagde billedet, var, at de var 13 år gamle og sandsynligvis ikke havde fået krymmel på den. Der er næppe noget, der ødelægger et godt gangsta-image som at skulle have skolelægen til at mærke, om stenene er faldet ned.

En af dem satte pludselig i løb ned ad rulletrappen og styrede direkte mod billetautomaten, som han begyndte at trykke febrilsk på. Derefter gik han tilbage til de andre uden at købe noget med en lidt skuffet mine. Hvad mon han havde forventet? Der står billetautomat på den, ikke super fun time maskine.

Stemningen på banegården understøttedes af et fantastisk lydspor. Flasker, der blev knust, råben og skrigen på alle mulige og umulige sprog, sidste udkald til diverse tog mod eksotiske destinationer (som oftest Jylland og København) og den stædige summen fra de rullende trapper.

Jeg elsker simpelthen banegårde, og jeg kommer gerne i god tid, så jeg kan sidde lidt og se på livet udfolde sig omkring mig i alle dets sære afskygninger. Jeg glæder mig allerede til næste weekend, hvor jeg skal besøge mine forældre, for så får jeg lidt tid til at sidde og glo på Københavns Hovedbanegård. Det skal nok blive hylt. Især hvis der er gangsta-træf.