onsdag den 15. oktober 2008

Slottet brillerer igen

Slottet (it-leverandøren til min arbejdsplads - se tidligere blogs) har begået endnu en perle.

I fredags gik en meget vigtig computer ned og var umulig at få liv i. Jeg ringede straks til Slottet, som indså, at den ikke stod til at redde. De lovede at levere en ny, og jeg indskærpede dem, at det her var en hastesag, da det drejede sig om en af computerne i vores ekspedition, og de er konstant i brug. Slottet lovede at levere inden for to dage.

I dag onsdag ringede jeg til dem igen for at høre, hvad der blev af den nye computer. Jamen den var i gang med at blive klargjort, men de ville lige undersøge sagen og ringe tilbage hurtigst muligt. Allerede fem timer senere modtog jeg et opkald fra dem. De ville levere computeren om eftermiddagen, når det nu var en hastesag, og det var jo glimrende.

Den i øvrigt vældigt høflige repræsentant for Slottet indfandt sig og installerede computeren. Det gik helt suverænt, og vi var alle slået med undren over hans effektivitet. Det kunne jo næsten ikke passe, at der ikke gik noget galt. Det gjorde der så også. Heldigvis, fristes man til at sige, for ellers ville vores verdensbillede krakelere.

Den nye computer havde intet stik til vores håndscanner, som var det sidste, staklen skulle installere. Den håndscanner bruger vi mange hundrede gange om dagen, så vi slipper for at skulle taste brugernes cpr-numre ind manuelt. For helvede, mand. Det er typisk Slottet. De aner intet om at levere service til bibliotekerne, der på så mange områder adskiller sig fra resten af kommunens virksomhed. Nu står vi uden scanner de næste dage, og det er forbandet irriterende, at vi skal sidde og taste de skide numre ind manuelt. Det er et stort ekstraarbejde, men det værste er tanken om, at kommunen betaler sikkert uhyrlige summer for et serviceprodukt, der lige så godt kunne varetages af katten, for niveauet er horribelt.

Jeg erklærer hermed mit uforbeholdne, glødende, mest indædte had til Slottet. Har jeg gjort det før? Okay, så må vi tage skridtet videre og nedkalde en forbandelse af en art. Noget der gør sindssygt naller.

Ingen kommentarer: