Der er sket meget siden sidst, men det vil jeg ikke belemre jer med. Det har mest været drugswhorespills og den slags - business as usual.
Jeg har dog en enkelt oplevelse, jeg vil dele med jer. Jeg er begyndt at arbejde for et pokermagasin som en nebengesjæft, og det er ultra cool. Det kan nemlig afstedkomme nogle ture til store pokerturneringer rundt om i verden, og da jeg ikke selv er rig nok til at lægge de kr. 50.000, det koster at spille med, så er det her the next best thing. Måske kan jeg endda lære nogle fif hen ad vejen.
Pokermagasinet bad mig dække European Poker Tour i Barcelona, hvor omtrent 20 danskere deltog ud af de i alt 619 startende spillere fra hele verden. Jeg spurgte straks fri på biblioteket, og min chef, som er forbandet sej, mente, at den chance kunne jeg ikke lade gå fra mig, så jeg fik lov at tage ferie. Jeg skulle flyve til Barcelona den 10. september om morgenen og returnere til København søndag den 14. september.
Jeg har flyskræk ud over det sædvanlige, så jeg var enormt nervøs for turen. Jeg havde mareridt om det i tre nætter op til turen, og tirsdagen inden havde jeg endda mareridt i vågen tilstand. Jeg så simpelthen et flystyrt for mine øjne. Det var sindssygt ubehageligt, og angst kan man ikke sådan lige kontrollere. Det er irrationelt, for jeg ved jo godt, at det er den mest sikre rejseform overhovedet, men min fantasi fuckede alligevel med mig.
En veninde fortalte mig så om nogle hardcore piller mod angst og depression, som hun selv har fået ordineret af lægen mod flyskræk, så jeg satte straks projekt narko i gang, og heldigvis bed min læge på, da jeg havde lydt overbevisende desperat i telefonen. Godt så. Nu var der ingen vej udenom.
Det håbede jeg ellers, at der var, for natten til onsdag sad jeg og forsøgte at finde på alle mulige undskyldninger for at blive hjemme, og det fortsatte, til jeg stod i lufthavnen onsdag morgen. I lufthavnen skete der dog noget underligt. Jeg var nervøs, men jeg havde ligesom accepteret, at mit liv ikke længere var i mine hænder. Vildt og sindssygt. Det var en skør fornemmelse. Jeg slappede af, tog min pille og hang ud i en café, mens jeg ventede på, at min afgang blev kaldt ud i højttaleren. Det skete bare ikke – eller naturligvis gjorde dét, men jeg hørte det bare ikke. Derfor endte det med, at jeg anede uråd og måtte spæne hele vejen gennem terminalen, hvor lufthavnsansatte slusede mig gennem både det ene og det andet sikkerhedstjek, og jeg var ved at tabe bukserne, fordi jeg ikke nåede at få mit bælte på efter sikkerhedstjekket. Heldigvis havde kaptajnen holdt flyet tilbage for min skyld, så jeg nåede lige at komme med. Ét minut mere, og jeg havde misset det. Fandeme heldigt.
Da jeg kom ind i flyet, bestemte jeg mig for at lære det at kende. Jeg ville være ét med det på sådan en buddhistisk facon. Måske var jeg lidt kogt op på de dér goofballs, lægen havde ordineret, men det lykkedes mig at være totalt rolig, mærke flyets bevægelser, forklare dem for mig selv og bare lade mig flyde hen i en tilstand af total og aldeles værgeløshed, men samtidig betryggende tillid til menneskers berettigelse i luften. Det var en sær følelse af balance i verden, som jeg har svært ved at beskrive, men det var rart.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar