Ja, IRRITERENDESTE!!!!!1!!!one!!! Jeg har simpelthen været nødt til at opfinde et nyt ord på grund af hende.
Hun indfandt sig på biblioteket og henvendte sig straks på den dér krævende jeg-forstår-ikke-engelsk-så-jeg-skal-have-hjælp-til-alt-facon, selvom hun dog ingen problemer havde med at gøre det klart, at hun ville låne en computer i to timer. Fint nok, det skaffede jeg hende, og så bad hun om høretelefoner. De var dog i brug, og så ville hun have mig til at love, at jeg ville give hende dem, så snart de blev indleveret igen. Jeg sagde, at det ville jeg forsøge at huske, men at hun også godt lige måtte kigge forbi mig af og til, i fald jeg skulle glemme det.
-"No no, you remember," sagde hun.
- "I will try," svarede jeg.
- " No no, you REMEMBER!"
Jeg huskede imidlertid hendes behov for høretelefoner og bragte hende dem beredvilligt, så snart de blev indleveret. Hun gik straks i gang med at se musikvideoer på YouTube med musikken så høj, at alle omkring hende kunne høre det, selvom hun havde høretelefoner på. Det gjorde det ikke bedre, at hun sad og dansede og sang med. Hun virkede helt åndssvag.
Da der var gået fire timer, bad hun mig om to timer mere ved computeren. Der var mange andre, der gerne ville til, så jeg fortalte hende, at hun i forvejen havde siddet en time mere end normalt tilladt, så nu var det slut for i dag, og det accepterede hun modvilligt. Jeg havde dog ikke fidus til hende, så jeg orienterede lige mine kolleger om situationen, inden jeg gik ind på kontoret.
Tre minutter senere blev jeg kaldt ud, fordi kvinden hævdede, at jeg havde lovet hende ekstra tid, og det ville de naturligvis ikke give hende. Jeg gik over til hende og fortalte hende, at det var noget pjat at sige den slags, for hun kendte jo udmærket min holdning til sagen.
-"But your colleague said I could have one more hour."
WTF? Hun stod og løj mig lige op i fjæset. Den kollega, hun refererede til, var netop den kollega, der havde hentet mig, fordi den mørke kvinde havde nægtet at godtage et nej.
-"No she didn't," sagde jeg blot og så på hende.
-"Yes."
-"No, you listen now..." sagde jeg og forklarede sammenhængen, men blev hurtigt afbrudt af, at hun ikke forstod mig. Det gør den slags hustlere sjældent, når de forsøger at snyde.
-"Is possible computer? Yes possible? No possible?"
- "NO POSSIBLE! Aaaargh."
Så gik hun endelig. Kors i røvhulshullet, hvor jeg hader disse idioter, der tror, at de kan slippe afsted med at spille me-no-speak-english og stikke en løgn lige ud i synet på mig.
Nigras! Jesus fucking Christ...
torsdag den 25. september 2008
Verdens irriterendeste neger
torsdag den 18. september 2008
Firefox vs. Internet Explorer
Jeg har netop konstateret, at min blogs udseende varierer lidt fra Firefox til Internet Explorer. Hvor er det dog forbandet irriterende.
Jeg har rettet de seneste indlæg til at passe med Explorer, men fremover bliver Firefox min foretrukne browser, da det er den, jeg selv anvender, og desuden er den også tusind gange federe. Gad vide, hvordan bloggen ser ud i Google Chrome, som jeg netop har taget mig sammen til at downloade og installere? Hmm...
Nå ja, nu ved I, at Firefox er the shit, så skynd jer at skifte, hvis I ikke allerede har gjort det.
mandag den 15. september 2008
Nyt fra Slottet
Siden jeg sidst bloggede, har Slottet (min arbejdsplads' udbyder af it-service - ikke at forveksle med vores egen it-afdeling) tre gange deaktiveret min konto og i øvrigt også haft den kalenderlagt til total sletning af uforklarlige årsager
Jeg gad sådan set godt se medarbejderstaben på Slottet.
European Poker Tour, Barcelona - Finaledag og hjemrejse
Jeg nåede hjem til hotellet kl. 05.30, stod op kl. 07.15, sprang hurtigt i bad, pakkede og satte kursen mod lufthavnen i en taxa. Jeg ville være i god tid og undgå at gentage desperationen fra Kastrup Lufthavn.
Jeg nåede frem, fandt min kø til check-in og satte gang i min mp3-afspiller. Jeg kiggede tilfældigt op på listen over flyafgange og kunne sjovt nok ikke finde min afgang. Jeg tjekkede tidspunktet, og det passede. Datoen? Ja, det var godt nok den 14. Hvorfor var flyet der så ikke på oversigten? Så opdagede jeg katastrofen. Min chef havde ved et uheld booket fly til den 14. oktober og ikke til den 14. september. PANIK!
Jeg spænede over til billetkontoret og bad om at få min billet ændret. Intet problem lød meldingen. Det var nemt gjort formedelst et gebyr på sølle 54 euro. Jeg stak fyren i lugen mit VISA Electron, men det kort tog han ikke, sagde han. Jeg kunne dog prøve diverse hæveautomater i lufthavnen. Jeg fandt tre automater, men alle afviste mit kort. Aaaaargh, hvad skulle jeg gøre? Jeg ringede hjem til min chef på pokermagasinet, der kunne give mig oplysninger nok til, at fyren i lugen kunne hæve på det kort, min oprindelige billet var købt med. Med fem minutter til afgang spænede jeg nok engang gennem lufthavnen og nåede i allersidste øjeblik på flyet.
Da vi lettede havde min pille endnu ikke haft sin virkning, men det var heller ikke nødvendigt. Min næsten buddhistiske sjælero fra første flyvetur indfandt sig øjeblikkeligt, og jeg faldt hurtigt i søvn. Det var rigtig rat, og turen førløb fint. Omtrent kl. 15 ramte jeg Kastrup og skyndte mig hjem for at se PokerStars tv, hvor Martin skulle spille om de kr. 10 millioner. Der var kun én blogger tilbage i Barcelona, for der krævedes ikke mere for at dække et enkelt spillebord. Jeg var lidt misundelig på ham, for jeg kunne godt tænke mig at have været der – ikke mindst til at fejre Martin, for han havde gjort det godt, uanset hvordan finalebordet måtte ende, og han havde nok givet en flaske champagne på den seje natklub Opium, som ligger lige bag Gran Casino.
Desværre var Martin uheldig, da Jason Mercier rykkede ind med 66 mod Martins par i tiere, og selvom Martin havde 80% chance for at vinde hånden, måtte han se sig slået og dermed i fare for at ryge ud. Hans uheld sendte ham på tilt, så han faktisk lavede en fejl, der kostede ham sine sidste chips. Surt for Martin, der endte som nr. 8, selvom han startede dagen som chipleader. Ikke desto mindre vandt han i omegnen af en million kroner, og det er trods alt også en slags penge, så mon ikke han fejrede det alligevel, da skuffelsen havde lagt sig? Det håber jeg. Jeg har ikke hørt fra ham endnu, men det gør jeg nok. I hvert fald sendte jeg ham straks en mail. Han spillede skide godt, han var super flink og sympatisk uden at skulle gøre sig selv interessant, og så var han sådan set bare Martin hjemme fra vejen.
Turen til Barcelona var en oplevelse for livet, og jeg håber i dén grad, at jeg kommer af sted igen. Mine blogkammerater var super, spillerne herlige, omgivelserne imponerende, og stjernerne venlige og imødekommende. Hvis jeg en dag tager til en af de store turneringer igen, håber jeg blot, at jeg også selv får tid til at spille lidt, for det var der ikke tid til denne gang. Desværre.
Dreng out!
European Poker Tour, Barcelona - Dag 3
Lørdag var dag 3, og Martin var stadig med. Han spillede rigtig godt, så det var fuldt fortjent. Vi hyggede os stadig, og snart var der kun ham og Jonas Klausen tilbage af de 20 danskere. Der skulle spilles ned til finalebordet.
Det var også dagen, hvor presserummet blev delt i to. PokerStars, som var arrangør af hele turneringen, optog en tredjedel af lokalet med deres tv-udstyr, så vi andre måtte klemme os sammen på næsten ingen plads. Det var irriterende, men det lykkedes os alligevel at tiltuske os tre pladser, selvom vi kun var blevet tildelt én.
Vi var nu på kabler, for det trådløse netværk havde sat ud dagen i forvejen, og det var sådan set fint nok. Vi bloggere fra alle lande var flinke til at låne hinanden forbindelser, når det krævedes, for ikke alle havde fået en plads til deres pc’er, men måtte sidde med dem i skødet i sofaerne.
Dagen havde i øvrigt budt på eliminationen af danske Jens Kläning, og det var også en grim affære. Han havde skubbet sine chips til midten mod en italiener, og meget uheldigt blev han trukket ud. Italienerne gik agurk nok engang, og Jens måtte skubbe en af dem i brystet for ikke at blive væltet ind over bordet. Han var helt rød i hovedet af vrede, og jeg råbte til italieneren: ’What kind of behavior is that?!?’ The tournament director hørte mit råb og gik straks over til os. Han var en meget myndig mand, høj, mørk og ulasteligt påklædt i jakkesæt. Han sagde med en sjældent stærk stemme til italieneren: ’What are you doing? This man just lost a big pot. APOLOGIZE TO THE GENTLEMAN! IMMEDIATELY!’ Italieneren blev forlegen og mumlede noget, men det var tydeligt, at han var pisse fucking ligeglad. Min begejstring for italienere kan ligge på et meget lille sted efter denne turnering. De havde absolut ingen pli eller respekt for noget som helst.
Jonas Klausen røg som nr. 14 eller 16, så kun Martin var tilbage. Alle ville gerne være blandt de sidste 8 på finalebordet, så spillet begyndte at gå langsomt. Da uret rundede midnat, var de 9 tilbage, og spillet gik nærmest i stå. De foldede konstant, så der var stort set intet spil. Det satte store krav til os bloggere, der skulle forsøge at give læserne derhjemme noget at se på. Vi lavede en masse skægge indlæg og skrev de små få nyheder, der nu var at skrive, ligesom vi lavede konkurrencer blandt læserne. Jeg synes faktisk, at vi klarede det ret godt. Kl. 03.30 havde vi siddet i mere end tre timer uden nævneværdig action, men så var der en fyr, der gik all in, og hele presserummet jublede, da han røg ud. Vi ville bare hjem og sove, for det havde været en hård dag. Martin lå nr. 1 blandt de sidste, så der var lagt op til et med danske øjne set spændende finalebord med en udbetaling på mere en kr. 10 millioner om søndagen. Finalebordet ser således ud. Det er Martin med den røde kasket.
Vi tog dog ikke hjem lige med det samme. Først gik vi i kasinoets restaurant med Kipster, der stadig var i kasinoet. Her spiste vi et måltid og drak et par øl, mens Kipster fortalte røverhistorier. Det var enormt hyggeligt. Selv drak jeg dog ikke øl, for jeg vidste, at jeg søndag skulle voldsomt tidligt op og i øvrigt spise en angstdæmpende pille pga. den forestående flyvetur hjem, og de piller må ikke blandes med alkohol.
European Poker Tour, Barcelona - Dag 2
Der var danskere, der havde overlevet til dag 2, og dem skulle vi nu følge denne fredag. Martin var en af dem, og det var totalt fedt. Han var en dark horse, som ingen regnede med, så derfor var det jo cool at skrive om ham. Vi talte meget i pauserne og også under spillet, og han var både god til og ivrig efter at fortælle, hvordan det gik. Ikke sådan påtrængende, blærerøvsivrig, men entusiastisk ivrig. Det var super cool.
I pauserne hang jeg også ud med Michael Keiner og talte en del med ham. Det var faktisk først sent på aftenen, at jeg fandt ud af hans navn, og at han er den bedste tyske pokerspiller overhovedet. Vi havde bare hyggesnakket om turneringen i løbet af de seneste par dage, og på den måde havde jeg etableret samtaler med ham uden at virke som en desperat journalist. Det var rigtig fedt, og jeg interviewede ham efterfølgende flere gange, fordi han sad til bords med danske spillere. Her ser i ham på et billede fra verdensmesterskaberne i 2007, hvor han netop har vundet en turnering.
Dagen bød på megen god poker, og vi ramte også boblen. Det kalder man det, når man kommer til det tidspunkt, hvor spillerne begynder at få udbetalt præmier. Der var penge til 64 af de 619 spillere, så det var surt at blive nr. 65. Mindste udbetaling var omtrent 12.000 euro, så det var surt at blive bubble boy (den spiller, der bliver slået ud lige før pengene).
Jeg blev udvalgt som ham, der skulle tage et billede af den uheldige stakkel til vores blog. Jeg stod blandt tonsvis af journalister og håbede på, at jeg ville være i nærheden og kunne få en god plads, når en eller anden uheldig stodder skulle forlade turneringen på den sureste plads af alle. Jeg følte mig som en grib, ligesom jeg tidligere havde følt det, når en dansker havde meget få chips tilbage og det så sort ud, for så skulle jeg jo interviewe vedkommende, når han endelig blev slået ud. Presseopbudet omkring et bord, hvor en spiller risikerer at ryge på boblen, ser således ud.
Hvorom alting er, så hørte vi pludselig det kendte råb fra the tournament director: ’All in and a call.’ En vel 20-årig brasiliansk spiller havde skubbet sine sidste chips til midten mod en italiener. Hele pressekorpset skyndte sig derhen og omringede bordet. Brasilianeren blev slået ud, og her blev jeg overrasket over italienernes dårlige opførsel.
Jeg havde tidligere set både italienske spillere og det italienske pressekorps råbe og skrige, når en italiener vandt en stor pot, og det er der sådan set ikke noget i vejen med. Blot var de simpelthen for meget og mindede om stive fodboldfans. Der var ikke meget gentleman over deres opførsel, og på boblen gik det helt galt. En italien sprang frem og skubbede den stakkels bubble boy til side for at omfavne sin kammerat ind over bordet. Italienerne skreg af glæde, og staklen listede forsigtigt væk – dybt skuffet uden præmie. Jeg gik over til ham, sagde ’you did good’ og nikkede, hvorpå han stak mig næven og gik langsomt ud mod toiletterne. Han trængte til at være alene og måske græde lidt. Jeg følte stor medlidenhed med ham.
Her ser i brasilianeren, som jeg skamløst tog et billede af. Jeg var jo trods alt på arbejde.
Da dagen var til ende omtrent kl. 03, var der kun få danskere tilbage. Bloggen havde været rigtig god, syntes vi, og hele dagen havde jeg siddet ved siden af den italienske blogger Alice fra Bologna, der var skide sød. Vi talte rigtig meget sammen, og hun er jo suverænt lækker, så det gik strygende. Hun spurgte i øvrigt efter min Messenger-adresse, for hun kunne nok godt se, at jeg er kokain med tøj på, og at det gælder om at score mig hurtigst muligt. Vi hyggede os i hvert fald. Det er i øvrigt hende på billedet (og det er min hånd om hendes talje).
Drengene og jeg gik i baren og drak nogle øl, hvorefter jeg tog turen tilbage til hotellet, smed computeren og gik på gaden. Der skulle ske noget, for den sidste nats gode, lange søvn og dagens succesfulde blog havde givet mig masser af energi. Jeg drønede ned til den første, den bedste pakistaner med en sixpack og købte den. Dernæst gik jeg over til en stor plads, hvor der var masser af unge spaniere samlet. De var ret stive, og jeg delte gladelig ud af mine øl. Det var dog de færreste, jeg kunne tale med, for spaniere er simpelthen så ringe til engelsk, at det er en gru. Der var måske to ud af de tyve, der kunne føre en samtale, og kun et par stykker mere kunne forstå det mest simple engelsk. Skrækkeligt.
Nå, men det var såmænd hyggeligt nok, men jeg besluttede mig for at gå lidt videre og forhåbentlig møde nogle engelsktalende turister samt købe nogle flere øl. Som sagt, så gjort. Jeg kom til en stor gade, som, jeg formoder, var Las Ramblas, og her var der alt, hvad hjertet kunne begære. Klokken var efterhånden blevet halv otte, og jeg måtte tænke på at komme i seng, men jeg drak lige en øl med et par totalt fulde englændere, og det var skide sjovt.
Da de smuttede, kom en gadeluder hen til mig og tilbød mig et blowjob for 10 euro. Hendes stemme var mistænkelig dyb, og jeg tror faktisk ikke, at hun havde øjenbryn, for de så ud til at være malet på. Jeg takkede pænt nej og gik videre, mens hun kaldte mig bøsse og fortalte, at jeg ikke anede, hvad jeg gik glip af. Det tror jeg nu nok, at jeg gjorde. Jeg gik glip af AIDS, leverbetændelse, kønsvorter, pest, SARS og en grim snue. Den næste prostituerede, der antastede mig, var i noget bedre form, men jeg nærer en grim fordom overfor afrikanske piger, der tilbyder mig at assrape dem for vildt i en gyde for næsten ingen penge, så selvom hun tog mig i skridtet (mine hænder var instinktivt røget op på baglommerne, hvor jeg havde pas og penge), måtte jeg skuffe hende. Jeg ramte hotellet og lagde mig til at sove en skæg morgen rigere.
European Poker Tour, Barcelona - Dag 1B
Kl. 14.30 torsdag indfandt jeg mig i kasinoet igen til dag 1B. Bloggen startede kl. 15, og jeg var noget smadret. Ikke pga. øl dagen før, men mine lår gjorde nas. Vi havde jo benet rundt i kasinoet fra kl. 17-03 dagen før, og selvom jeg er vant til at gå en hel del i forbindelse med arbejdet på biblioteket, så var det her i særklasse hårdt. Dagens blog blev ikke helt så god som natten før, men den var stadig acceptabel.
Da vi sluttede kl. 03, drak jeg en enkelt øl med de andre og tog så hjem for at sove igennem. Det havde været en god dag, hvor jeg mødte flere verdensstjerner og talte med nogle af dem. Af de mest kendte kan nævnes Scotty Ngyen (vinder af $50.000 H.O.R.S.E), Freddie Deebs (regular i Bobby’s Room på Bellagio), Michael Keiner (kæmpe tysk berømthed), Annette Obrestad (vinder af WSOPE 2007), Daniel Negreanu (mega berømthed), Michael ’The Grinder’ Mizrachi (super spiller) og Greg Raymer (verdensmester 2004).
European Poker Tour, Barcelona - Dag 1A
Jeg landede i Barcelona omkring kl. 15 og tog så en bus ind til midtbyen, hvor jeg fandt en taxa til hotellet. Det var et glimrende hotel, totalt lækkert placeret lige ved Las Ramblas og omtrent 10 minutter i taxa og 30 minutters gang fra kasinoet.
Jeg smed min bagage og greb blot den bærbare pc og skyndte mig til Gran Casino. Der fik jeg lynhurtigt min presseakkreditering godkendt og fandt mine to kolleger fra bladet i presserummet.
Presserummet var et barlokale, hvor omtrent 75 pressefolk havde deres gang. Alle sad med bærbare pc’er koblet på det trådløse netværk, og der var rigtig god stemning. Turneringen var netop gået i gang, da jeg mødte op, så der var en farlig renden frem og tilbage mellem spilleområde og presserum. Stemningen pressefolkene imellem var mægtig, og vi hyggede os maksimalt, selvom vi arbejdet var hårdt. Der var fri bar, så vi kunne blot forsyne os med alskens drikkevarer. Vistnok også øl, men vi fra Danmark drak ikke på jobbet, selvom visse af de andre gjorde. Der blev også lagt sandwiches frem, hvilket var enormt praktisk, da vi ikke sådan lige kunne holde pauser.
Arbejdet bestod i at skrive en blog om, hvordan det gik danskerne i turneringen. Bloggen skulle opdateres minimum hvert kvarter, så det betød, at vi stæsede frem og tilbage mellem spilleområde og presserum. Hvis der ikke var sket noget spændende, måtte vi finde på noget at skrive. Det kunne være et sjovt billede, en chipcount (optælling af de danske spilleres chips), kommentarer fra danskerne og alt muligt andet, vi nu kunne finde på. Det var nemt nok i starten, hvor der var mange danskere med, men som turneringen skred frem, blev de slået ud, og så var der mindre at skrive om.
Der var så mange spillere med i turneringen, at man måtte dele dag 1 op i to dage, dag 1A om onsdagen og dag1B om torsdagen, for kasinoet havde ikke kapacitet til at rumme alle på én gang. Feltet skulle så samles til dag 2 om fredagen. Kasinoet var stort og tilbød ikke kun poker, men også masser af spillemaskiner og roulettespil. Af poker var der sit&go’s, cash games og turneringer. Det er svært at forestille sig larmen og menneskemængden. Der var spillere overalt og besøgende overalt. Da turneringen startede, sad der 300 spillere og legede med deres chips. Larmen var faktisk øredøvende. Det bemærkede jeg først, da jeg lå i min seng om natten. Der var helt unaturligt stille, for jeg havde jo været vant til en forfærdelig larm.
Dag 1A mødte jeg næsten alle de danske spillere. Også de der først skulle spille på dag 1B, for de var naturligvis mødt op for at tage kasinoet i øjesyn, spille lidt cash game og heppe på de andre danske spillere. Af de mest kendte spillere kan nævnes Zupp, Kipster, Frimærket, Jungleras, Wendt, Jonas Klausen og Sander Lylloff samt ikke mindst Peter Eastgate, der skal spille mod 8 andre om en førstepræmie på mere end kr. 40 millioner (ja, fyrre) til finalen ved verdensmesterskaberne november 2008. De var enormt flinke alle sammen, og de var også gode til at fortælle os bloggere, hvordan det gik, hvor mange chips de sad med osv.
Desuden spiste blogteamet indimellem sammen med dem, og så fik vi nogle sindssyge historier. De drenge har simpelthen for meget adrenalin i blodet og for mange penge mellem hænderne. Blandt andet ville Kipster, der er tidligere landsholdsspiller i bordtennis spille mod mig (jysk mester for 19 år siden) med en stegepande om kr. 12.000. Jeg sagde, at jeg højst ville spille om kr. 3.000, men det gad han ikke. Det forstår man på en måde godt, for det er jo småpenge for en pokerspiller som ham, der så sent som for 14 dage siden tabte kr. 50.000 i væddemål med Zupp om, hvem der hurtigst kunne løbe 5 kilometer. De er sgu nogle fine drenge, og det var en fornøjelse at hænge ud med dem. Her ser I Kipster - manden er bidt af en gal gambler og en vanvittig humorist.
Jeg mødte også Cato, som jeg tidligere har arbejdet sammen med som abonnementssælger på Ekstra Bladet. Han havde startet Pokernyhederne.com for noget tid siden, så han og hans team var konkurrenter. Det mærkede vi dog ikke meget til, for vores produkter er noget forskellige, og desuden er jeg ret sikker på, at mange læsere brugte begge hjemmesider. Desuden er hans team nogle flinke fyre, så vi hyggede os godt sammen og hjalp også hinanden lidt, hvis det kneb. Ikke direkte med arbejdet, men med oplysninger om chipcounts osv., så vi ikke skulle forstyrre spillerne mere end højst nødvendigt. De skulle jo nødig blive trætte af os, for de var trods alt kommet for at spille poker, ikke for at tale med os.
Vi fik god gang i bloggen på dag 1A, og det gik bare derudaf. Nogle af danskerne klarede dagen godt, andre blev slået ud. Vi var færdige med at blogge for den dag, da klokken slog 03 om natten, og så strøg vi i baren og drak tre øl, før vi vendte næsen mod hotellerne. Det var ikke skide godt arrangeret, at vi ikke boede på hotel sammen, men vi havde forskellige opgaver dernede, og jeg var kommet med i sidste øjeblik, så det havde sin forklaring.
Jeg var imidlertid ret oppe at køre over dagens oplevelser, så jeg var ikke parat til at gå i seng. Jeg strøg ned på gaden for at finde en bar, hvor jeg kunne tænke lidt over dagen og have en samtale, der ikke omhandlede poker. Alle værtshuse var dog lukket, så jeg satte mig på en kantsten uden for hotellet og røg en cigaret med plan om at gå i seng straks efter.
Så kom en pakistaner forbi og fortalte, at hvis jeg ville købe en øl, så stod hans venner lidt længere ned ad gaden og solgte bajere for en euro stykket. Naturligvis ville jeg det, så jeg gik ned til en gruppe pakistanere og afrikanere, der alle bar rundt på sixpacks Estrella-øl uden selv at drikke af dem.
Jeg købte et par øller og talte med gutterne, der naturligvis også kunne forsyne mig med kokain og hash, men det afslog jeg dog. Hver gang politiet kørte forbi, løb de som død og helvede i alle retninger, men jeg drak bare min pilsner og gik hen til dem, hvor de nu engang samledes. Syret i grunden. Jeg holdt også en engelsk pige for panden, da hun stod og brækkede sig op ad en husmur på vej hjem fra byen. Stakkels tøs. Jeg håber, at hun kom godt hjem.
Da pakistanerne fandt ud af, at jeg var fra Danmark, ville de alle have mig til at skaffe dem visum, hvilket jeg lovede at prøve. Jeg mener… helt ærligt, hvis man er så fucking dum, at man tror, at en øltørstig stodder på gaden kl. lort om morgenen kan skaffe et visum, så har man fortjent at blive i troen. Nå, men jeg hang ud med dem til kl. 6 om morgenen, hvor jeg gik tilbage til hotellet.
European Poker Tour, Barcelona - rejsen
Der er sket meget siden sidst, men det vil jeg ikke belemre jer med. Det har mest været drugswhorespills og den slags - business as usual.
Jeg har dog en enkelt oplevelse, jeg vil dele med jer. Jeg er begyndt at arbejde for et pokermagasin som en nebengesjæft, og det er ultra cool. Det kan nemlig afstedkomme nogle ture til store pokerturneringer rundt om i verden, og da jeg ikke selv er rig nok til at lægge de kr. 50.000, det koster at spille med, så er det her the next best thing. Måske kan jeg endda lære nogle fif hen ad vejen.
Pokermagasinet bad mig dække European Poker Tour i Barcelona, hvor omtrent 20 danskere deltog ud af de i alt 619 startende spillere fra hele verden. Jeg spurgte straks fri på biblioteket, og min chef, som er forbandet sej, mente, at den chance kunne jeg ikke lade gå fra mig, så jeg fik lov at tage ferie. Jeg skulle flyve til Barcelona den 10. september om morgenen og returnere til København søndag den 14. september.
Jeg har flyskræk ud over det sædvanlige, så jeg var enormt nervøs for turen. Jeg havde mareridt om det i tre nætter op til turen, og tirsdagen inden havde jeg endda mareridt i vågen tilstand. Jeg så simpelthen et flystyrt for mine øjne. Det var sindssygt ubehageligt, og angst kan man ikke sådan lige kontrollere. Det er irrationelt, for jeg ved jo godt, at det er den mest sikre rejseform overhovedet, men min fantasi fuckede alligevel med mig.
En veninde fortalte mig så om nogle hardcore piller mod angst og depression, som hun selv har fået ordineret af lægen mod flyskræk, så jeg satte straks projekt narko i gang, og heldigvis bed min læge på, da jeg havde lydt overbevisende desperat i telefonen. Godt så. Nu var der ingen vej udenom.
Det håbede jeg ellers, at der var, for natten til onsdag sad jeg og forsøgte at finde på alle mulige undskyldninger for at blive hjemme, og det fortsatte, til jeg stod i lufthavnen onsdag morgen. I lufthavnen skete der dog noget underligt. Jeg var nervøs, men jeg havde ligesom accepteret, at mit liv ikke længere var i mine hænder. Vildt og sindssygt. Det var en skør fornemmelse. Jeg slappede af, tog min pille og hang ud i en café, mens jeg ventede på, at min afgang blev kaldt ud i højttaleren. Det skete bare ikke – eller naturligvis gjorde dét, men jeg hørte det bare ikke. Derfor endte det med, at jeg anede uråd og måtte spæne hele vejen gennem terminalen, hvor lufthavnsansatte slusede mig gennem både det ene og det andet sikkerhedstjek, og jeg var ved at tabe bukserne, fordi jeg ikke nåede at få mit bælte på efter sikkerhedstjekket. Heldigvis havde kaptajnen holdt flyet tilbage for min skyld, så jeg nåede lige at komme med. Ét minut mere, og jeg havde misset det. Fandeme heldigt.
Da jeg kom ind i flyet, bestemte jeg mig for at lære det at kende. Jeg ville være ét med det på sådan en buddhistisk facon. Måske var jeg lidt kogt op på de dér goofballs, lægen havde ordineret, men det lykkedes mig at være totalt rolig, mærke flyets bevægelser, forklare dem for mig selv og bare lade mig flyde hen i en tilstand af total og aldeles værgeløshed, men samtidig betryggende tillid til menneskers berettigelse i luften. Det var en sær følelse af balance i verden, som jeg har svært ved at beskrive, men det var rart.
Jeg er tilbage, spædbørn
Jeg har bestemt mig for at genoptage bloggingen. Jeg stoppede egentlig, fordi jeg blev sådan lidt træt af det, og fordi mit eksperiment med Google Analytics var overstået.
Meningen med eksperimentet var at se, hvilke søgeord der bragte læserne ind på min blog fra diverse søgemaskiner. Det stod hurtigt helt og aldeles klart, at det var overvejende pornografiske og særligt incestuøse søgeord, så min tro på verden som et forbandet sygt sted blev bekræftet.
Det er på sin vis skræmmende, men faktisk også ret skægt. Når verden er skør, så lad os i det mindste dokumentere det og skrige ad grin.
Her er top 10 over søgeord ifølge Analytics:
Kneppe lillesøster
Coaching af drenge
Lillesøsters fisse
3 sønner knepper mor
Bestige brunst pik
Idoform
Heste sæd fisse
Gammel fisse vil have pik
Ej, må jeg nu bede om mine himmelblå
Tarmskylning porno
Og nu mine favoritter:
Optimering sæd hest
Billeder af Grønlands fisse (bemærk – det er ikke grønlandsk, men Grønlands)
Det er fandeme en crazy verden. Jeg elsker den.