Jeg er ikke alene

Jeg ved ikke, hvor mange af denne blogs læsere, der af og til tjekker kommentarerne til mine indlæg, så derfor vil jeg poste denne fantastiske lille anekdote, jeg har modtaget fra en lidelsesfælle i Norge. Det er min i øvrigt danske kammerat, Anax, der er bibliotekar i Stavanger, som svinger sin gudsbenådede pen.

I al sin gru og totalt uden aftale om copyright bringer jeg hermed hans ubetalelige indlæg:

En lille solstrålehistorie fra i fredags i det Stavangerske til at muntre dig op:

Hvalformet, prustende kvinde (på tyk tromsø-dialekt, efterfulgt af en rullende luftbåren bølge af kropsligt forfald): "Der står 'I USTAND' ('virker ikke') på udlånsautomaten, men ligegyldigt hvad jeg gør, kan jeg ikke få den til at virke"

Mig: *Facepalm*

Det hører med til den lille anekdote at hun nok heller ikke havde fået maskinen til at virke, selvom den faktisk var fuld kampdygtig, da hun med vold og magt havde presset sit lånekort ned i sprækken, hvor kvitteringen kommer ud... Du er ikke alene.

Dansenegeren er vendt tilbage

I dag så jeg hende igen. Dansenegeren. Hun er vendt frygteligt tilbage uvist af hvilke årsager.

Hun havde ellers til min udelte begejstring proklameret sin afsked med Danmark for nogle uger siden med planer om aldrig at vende tilbage. Ja, jeg havde endda personligt modtaget hendes lånerkort, som hun ALDRIG skulle bruge mere, og med størst mulig nidkærhed destrueret det. Men ak, the Lord taketh away og så giveth the Lord fandenedme tilbage igen! Det er som at læse Bibelen bagfra - ondt og uhelligt.

Jeg dækkede for en kollega i en frokostpause, og i de 30 minutter henvendte min sorte, spansktalende Nemesis sig tre gange og formåede i øvrigt at virke umådeligt generende ved at sidde og skraldgrine højlydt af videoer på YouTube.



PS: Hvordan kan det være, at Borgerservice udstyrer psykisk syge mennesker, der lider af ekstrem paranoia rettet mod amerikanske internetterrorister, med en digital signatur og sender dem på biblioteket for at blive oplært, når staklerne ikke tør åbne deres mails, fordi de føler sig overvåget?

FOR HELVEDE! Det var dét, jeg sku' ha' sagt

Truet med kvælning. Uuuuh, drama!

I dag på jobbet kom hende den virkelig nasty, midaldrende drankerkvinde ind på biblioteket. Hun havde i vanlig stil taget makeup på med en barberkost, så det smukt dækkede hele ansigtet indtil flere gange. Hun er et af de få mennesker, der kan se lurvet ud i en pels.

Nå, men eftersom hendes taske ikke klirrede, da hun først stavrede forbi mig, tænkte jeg, at hun nok var på crack eller - chancen var godt nok lille - ædru. Hvorvidt hun havde hard drugs i blodet, skal jeg ikke kunne sige, men jeg skal sandelig love for, at jeg fandt ud af, at hun ikke var sober.


Hun kontaktede mig første gang, da jeg gik forbi hende ved kopimaskinen. Hun skulle have en farvekopi, men hun havde besvær med at få maskinen indstillet. Hun hamrede en stiv pegefinger ned i glasdisplayet på maskinen gentagne gange, indtil jeg bad hende stoppe. Så beordrede hun mig til at indstille den. Som sagt, så gjort.

- Er den indstillet nu? snøvlede hun.
- Ja, værsåartig.
- Så tryk på knappen, fortsatte hun.
- Nej, du må selv tage dine kopier. Den er klar nu.
- Hvis der kommer sorthvide kopier ud, kvæler jeg dig.
- ...

Altså... Alle disse idioter.

Jeg skred fra hende og fortsatte mit arbejde, indtil hun pludselig plantede sin store, sumpede drukmås i stolen foran mit skrivebord. Hun ville nu have, at jeg skulle hente månedens bog til hende. Jeg spurgte, hvad det drejede sig om, og hun hævdede, at vi havde skrevet et brev til hende om månedens bog. WTF? Hun var kogt mere op på goofballs end sædvanlig, og hun var tilmed meget aggressiv i sin retorik.

Efter lidt palaver, hvor jeg af mit hjertes godhed i øvrigt havde røget fredspibe og faktisk lod hende bruge mig som sit verbale pishus uden at gøre indsigelser, kom hun til den erkendelse, at vi nok alligevel ikke havde skrevet til hende om månedens bog, men at hun nærmere havde læst mit biblioteks indlæg i lokalavisen om månedens forfatter. Så langt, så godt.

Hun ville nu have mig til at hente bogen til hende, og her kørte samtalen igen af sporet. Hun var tilbage i månedens bog, og vi havde en udstilling med 20 bøger af månedens forfatter, så jeg kunne dårligt hente en bestemt bog til hende, når hun ikke kunne forklare mig, hvilken det drejede sig om. Hun blev stadig mere ophidset, og da jeg bad hende følge med de femten meter ned til udstillingen og selv vælge bogen, sagde hun, at hun var træt, så jeg kunne godt smutte hen og hente den til hende. Jeg forsøgte flere gange, og hun endte med at råbe, at jeg bare skulle se at få hentet den bog til hende.

- Så! sagde jeg, nu stopper vi her. Enten må du følge med til udstillingen, eller også ender vores samtale her, og jeg kan gå videre i mit arbejde.

Det fik hende til at rejse sig og skrige ad mig, men jeg sagde med bestemthed, at samtalen var ovre, hvorefter jeg fik en temmelig uforståelig svada, og hun zigzaggede mod udgangen.

Af og til tager jeg mig i at ønske mig en peberspray eller et koben. Bare et eller andet der kan få spassere som hende til at knytte sylten og blive mig fra livet.

Slottet brillerer igen

Slottet (it-leverandøren til min arbejdsplads - se tidligere blogs) har begået endnu en perle.

I fredags gik en meget vigtig computer ned og var umulig at få liv i. Jeg ringede straks til Slottet, som indså, at den ikke stod til at redde. De lovede at levere en ny, og jeg indskærpede dem, at det her var en hastesag, da det drejede sig om en af computerne i vores ekspedition, og de er konstant i brug. Slottet lovede at levere inden for to dage.

I dag onsdag ringede jeg til dem igen for at høre, hvad der blev af den nye computer. Jamen den var i gang med at blive klargjort, men de ville lige undersøge sagen og ringe tilbage hurtigst muligt. Allerede fem timer senere modtog jeg et opkald fra dem. De ville levere computeren om eftermiddagen, når det nu var en hastesag, og det var jo glimrende.

Den i øvrigt vældigt høflige repræsentant for Slottet indfandt sig og installerede computeren. Det gik helt suverænt, og vi var alle slået med undren over hans effektivitet. Det kunne jo næsten ikke passe, at der ikke gik noget galt. Det gjorde der så også. Heldigvis, fristes man til at sige, for ellers ville vores verdensbillede krakelere.

Den nye computer havde intet stik til vores håndscanner, som var det sidste, staklen skulle installere. Den håndscanner bruger vi mange hundrede gange om dagen, så vi slipper for at skulle taste brugernes cpr-numre ind manuelt. For helvede, mand. Det er typisk Slottet. De aner intet om at levere service til bibliotekerne, der på så mange områder adskiller sig fra resten af kommunens virksomhed. Nu står vi uden scanner de næste dage, og det er forbandet irriterende, at vi skal sidde og taste de skide numre ind manuelt. Det er et stort ekstraarbejde, men det værste er tanken om, at kommunen betaler sikkert uhyrlige summer for et serviceprodukt, der lige så godt kunne varetages af katten, for niveauet er horribelt.

Jeg erklærer hermed mit uforbeholdne, glødende, mest indædte had til Slottet. Har jeg gjort det før? Okay, så må vi tage skridtet videre og nedkalde en forbandelse af en art. Noget der gør sindssygt naller.

Jeg elsker amerikansk porno... eller politik...eller... fuck, mand, det er jo alligevel det samme

Jeg er normalt modstander af at lukrere på andres fantastiske idéer, men i dette blogindlæg er jeg ganske enkelt nødsaget til at vise andres arbejde, da det er af en kaliber, jeg aldrig kan gøre mig forhåbninger om at kunne matche.

Ifølge Ekstra Bladet udkommer der kort før det amerikanske præsidentvalg en pornofilm med en Sarah Palin look-alike. Selve konceptet er naturligvis fantastisk, men selv det blegner sammenholdt med dialogen i filmen, der knejser i ensom majestæt over samtlige dialoger i alle verdens film. Læs blot denne sekvens, der er hentet fra en artikel i Ekstra Bladet. Vi kommer ind i en scene, hvor Sarah Palin får en håndværker på besøg:

Palin: Wauu, du er jo udstyret som en elg.

Håndværker: Jeg er større end en elg. Ligger du inde med nogle kondomer?

Palin: Nej, men det er okay, jeg har allerede taget en fortrydelsespille.

Kors i røvhulshullet, mand. Det er den fineste dialog, jeg nogen sinde har læst. Jeg er helt skør efter at se filmen for dens kunstneriske kvaliteter, selvom jeg bliver nødt til at bortvende mit uskyldige blik, når der går dampende abesex i den.

Det er naturligvis pornoprovocateur nummer ét, Larry Flynt, der står bag filmen, og han er totalt i sit es, når han kan skabe røre i den amerikanske andedam.

Larry Flynt, min helt


Alt amerikansk kommer som bekendt til Danmark. Først var det jitterbug, så anal-to-mouth og i disse år går underlødige programmer som Vild med dans og Idols deres sejrsgang over de danske tv-skærme, så hvorfor ikke også en pornografisk fremstilling af lobbyismen på Christiansborg?

Jeg skal ikke kunne sige mig fri for at mærke en prikkende fornemmelse i testiklerne ved tanken om Birthe Rønn Hornbech (portrætteret af Margrethe Koyto fra Taxa) i hed omfavnelse med Mogens Camre (portrætteret af... ja, Mogens Camre).

Birthe: Ih du milde, du er jo udstyret som en kalkun. En vild kalkun altså.

Mogens: Jeg er større end en kalkun. Ligger du inde med nogle gummimænd?

Birthe: Nej, men det er okay. Jeg føder bare i dølgsmål. Stig på, Gestapodreng!

Fysiske medier? Ud med det gamle lort!

Jeg har nu taget det skridt, jeg har lagt an til i årevis. Jeg vil udrydde fysiske medier fra mit liv.

I dag har jeg smidt en masse bøger, videofilm og papirmateriale ud. Dog har jeg gemt 10-12 bøger, som kan understøtte min facade som dannet menneske. Mine cd'er og lp'er er også røget i skraldespanden. De stod bare og samlede støv og fyldte op. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har hørt dem, for jeg har jo alt liggende elektronisk.

Jeg ser virkelig frem til den dag, hvor vi slet ikke bruger den slags fysiske medier mere. De er efter min mening spild af god plads, selvom jeg da godt kan se charmen ved en bog i stedet for en e-bogslæser.

Det er nu en herlig befriende følelse sådan at kaste et gammelt århundredes åg af sig.